Han er anset af mange, som en af de legender der omgiver sig verdens mest kompromisløse sportsvognsproducent.  Valentino Balboni, en enestående testkøre med sin egen personlige kultstatus. Som en hyldest lancerer Automobili Lamborghini en ny model der bærer hans navn, nemlig Lamborghini Gallardo LP 550-2 Valentino Balboni.

Denne nyeste version af Gallardo modellen, der med 9.000 producerede eksemplarer er Lamborghinis mest succesfulde model nogensinde, fremhæves ikke kun af sit karakteristiske design og eksklusive udstyr. Også teknologien er unik, hvilket indikeres af modelbetegnelsen LP 550-2, hvor 550 angiver motorens hestekræfter og 2 henviser til det faktum, at der er tale om en rendyrket baghjulstrukken model.

I mange årtier har Valentino Balboni haft en markant indflydelse på den karakter der kendetegner enhver model der bærer bomærket med tyren på fronthjelmen. Med sine finjusteringer og enorme testarbejde har Valentino Balboni været med til at forme mange legender, lige fra 60'ernes Lamborghini Miura til de nuværende Gallardo og Murciélago modeller. Balboni blev ansat i 1967 af virksomhedens grundlægger Ferruccio Lamborghini selv. Allerede dengang var det tydeligt at den unge Balboni havde en speciel forståelse for biler og den fine fornemmelse der definere en god testkøre.

"En Lamborghini skal altid kombinere præcisionen fra en racerbil med trygheden fra en god ven", fortæller Balboni. Siden 1973 har Balboni siddet bag rattet af enhver prototype Lamborghini har bygget og mange modeller har været en tur gennem Balbonis hænder, inden kunderne har fået dem leveret. Det har bevirket at Valentino Balboni gennem årerne er blevet en af Lamborghinis vigtigste ambassadører, med et helt enestående ry og omdømme blandt mærkets fans og kunder.

Efter mere end 40 år hos Lamborghini går Valentino Balboni nu officielt på pension, selvom tilværelsen som pensionist stadig vil medføre mange rejseaktiviteter, som ambassadør for det italienske mærke. Den specielle eksklusivitet der kendetegner den nye Lamborghini Gallardo LP 550-2 er garanteret. Modellen vil nemlig kun blive fremstillet i en begrænset serie på 250 enheder.

Lamborghini Gallardo LP 550-2 Valentino Balboni er udviklet i ånden fra den legendariske testkøre og tilbyder en unik køreoplevelse samtidig med at være den eneste model i programmet der levere sin motorkraft kun til baghjulene. For at forme denne unikke egenskab har ingeniørerne fra Sant'Agata Bolognese modificeret Lamborghini Gallardo LP 550-2 Valentino Balboni på flere punkter. Modellen er finjusteret til ethvert aspekt af dens køredynamik i fjedre, dæmpere, stabilisatorer og dæk. Selv aerodynamikken er justeret i henhold til ændringen i kraftfordelingen.

Det bagerste differentiale med 45 procent spær er også modificeret, ligesom det har været nødvendigt at omkalibrere e-gear transmissionen. En anden signifikant ændring er foretaget i modellens ESP system. I standard fokuserer programmet på høj stabilitet, mens systemet i CORSA indstilling tillader et vist slip med bagenden, hvilket bevirker, at den entusiastiske chauffør kan nyde det fulde potentiale af LP 550-2 under sikre forhold.

Der er også sket ændringer i modellens hjerte, den 5,2-liters V10-motor, der er en perfekt symbiose af omdrejningsvillighed, trækkraft, et fascinerende temperament og inciterende symfoni på alle tangenter. I Valentino Balboni versionen yder den kompakte og lette motor 550 hk ved 8.000 o/min og 540 Nm ved 6.500 o/min. Med en egenvægt på blot 1.380 kilo er resultatet en acceleration fra 0-100 km/t på imponerende 3,9 sekunder og en tophastighed på 320 km/t.

Lamborghini Gallardo LP 550-2 Valentino Balboni kan bestilles i otte forskellige farver og for at understrege modellens eksklusivitet løber en farvet stribe i hvid og guld fra fronten henover bilen til bagspoileren. Scorpius fælgene er udført i mørkegrå finish, mens bremsekalibrene er enten sorte, orange eller gule. Den karakteristiske farvekombination er gentaget i interiøret. Grundfarven i den komplette læderkabine er sort, men begge sæder har en farvestribe i hvid. Centerkonsollen er også betrukket med hvidt læder og på dørbeklædningen af venstre dør er placeret et skilt med Valentino Balbonis signatur og produktionsnummeret på modellen.