Honda Motor Co., Ltd. meddeler at man har udviklet en pop op motorhjelm af hensyn til fodgængernes sikkerhed. Systemet hæver motorhjelmen i tilfælde af kollision med en fodgænger og reducerer dermed risikoen for alvorlige slag på fodgængerens hoved, idet systemet sørger for ekstra plads i motorrummet.

Pop op motorhjelmen til fodgængernes sikkerhed benytter sig af tre sensorer, som er placeret inden i kofangeren fortil, og en kørehastighedsensor. Alle fire sensorer registrerer, om der er sket en kollision med en fodgænger. I så fald giver en aktiveringsmekanisme besked om at hæve den bageste del af motorhjelmen cirka 10 cm. Dette sikrer ekstra plads mellem motorhjelmen, motoren og andre komponenter i motorrummet og reducerer dermed skader på fodgængerens hoved.

Brug af pop op motorhjelm for fodgængernes sikkerhed kan medføre en reduktion på cirka 40 % * i HICværdierne (Head Injury Criteria - kriterier for beskadigelse af hovedet) ifølge Hondas interne undersøgelser. Resultatet er en højere grad af sikkerhed for fodgængerne, selv på modeller, hvor designet gør det vanskeligt at sikre tilstrækkelig ekstra plads mellem motorhjelmen, motoren og andre komponenter i motorrummet.

*Er baseret på Hondas interne målinger med et særligt apparat, der måler slag i hovedet.

Honda introducerede første gang sine teknologier til reduktion af skader på fodgængernes krop med HR-V i 1998, hvor man anvendte en karrosserikonstruktion, der skulle reducere slag på hovedet, idet denne del af kroppen er særlig udsat for at få mange livstruende skader. Med lanceringen af Civic i 2000 introducerede Honda yderligere forholdsregler, som skulle reducere beskadigelser af benene - en del af kroppen, hvor der ofte sker skader. Stødabsorberende konstruktioner anvendes i motorhjelmen, hængsler på motorhjelmen, viskerakslerne, forskærme, kofangere og andre komponenter. I dag er de fleste Honda-biler udstyret med denne teknologi, der kan reducere skader på fodgængernes krop.