Hyundai har en bil ved navn Accent Sport 1.5 GT. Som man sikkert kan udlede af navnet, drejer det sig om noget sporty – noget hurtigt. Men, det er desværre ikke tilfældet. Den lille 1.5 L motor skulle levere 102 Hk ved 5.800 Omdr. i minuttet. Men det føles ikke som om at alle 102 Hk er tilstede. Samtidig er bilen monteret med Hankock dæk i størrelsen 185/60R14 og dem er der ikke meget bid i. Dækkene er monteret på en lille 14" fælge, der desværre er for lille til bilen. 15" og et lidt bredere dæk, havde gjort en betydelig forskel.

Indvendig har Hyundai lavet en sportslig kabine, med læderrat, lædergearknop og sportssæder. Man sidder ganske godt, men den meget lyse grå farve som kabinen er holdt i, gør at man hurtigt bliver træt af at sidde i den. Udvendigt har man monteret en smart hækspoiler og nogle sporty sideskørter. De giver bilen et strejf af sport.

Specielt bagfra, ser bilen ganske sporty ud. Med en lille undtagelse. GT skiltet på bagsmækken. Jeg synes virkelig det er synd at kalde bilen for GT. Smarte skørter og læderrat gør desværre ikke en bil til en GT - så man skulle nok hellere have holdt sig til 1.5 Sport. Hvis Hyundai vil lave en rigtig Accent GT, skulle man måske overveje Elantra motoren på 141 Hk og samtidig monterer nogle bredere sutter på en større fælge – kombineret med en strammere undervogn. Så bliver bilen nok sin titel værdig. Men, dette er nok desværre utopi.

Et plus er benzinøkonomien. Vi målte bilen til 15,1 Km/l ved blandet kørsel. Ganske flot!

Hyundai Accent Sport 1.5 GT koster 149.995,- kroner. Dette lyder måske ikke så slemt. Lige til man finder ud af, at man kan få en Peugeot 206 S16 for kun 5.000,- kroner mere. Så virker Accenten lidt dyr.