Lanceringen af Hyundai Santa Fé, satte for alvor gang i mærket på det danske marked. Det var tydeligt at se, at Santa Fé var det man egentlig manglede fra det koreanske mærke. Faktisk lider Hyundai lidt under sin succes med bilen, så der er en pæn lille venteliste. Dette er selvfølgelig heller ikke blevet bedre af, at importører netop har mistet en hel sending fra Korea, da der udbrød brand under transporten og 372 biler gik op i røg (læs andetsteds på Testbilen.dk).

Vi har testet Santa Fé i den forhjulstrukne version. Bilen er udstyret med en 2.0 liters motor, der yder 134 Hk ved 5.800 Omdr. i minuttet. Bilens moment er på 183 Nm ved 4.500 Omdr. i minuttet, hvilket betyder at motoren gerne vil have nogen omdrejninger for at bestille noget. Men, den gør det godt 2.0’eren. 0-100 Km/t er overstået på 13,4 sekunder og topfarten er 174 Km/t. Bilen har dog et problem med de mange omdrejninger – og det er dækmonteringen. 215/70R15 af mærket Hankook er ikke just det optimale til Santa Fé. Vi så også problemet da vi testede Hyundai Accent GT, der også havde Hankook dæk monteret. Dækkene er simpelthen så ringe, at biler kurer hen over asfalten ved den mindste fugtighed. Det er virkelig dårligt – Hyundai skift dækleverandør!

Santa Fé er samlekvalitetsmæssigt noget bedre end vi tidligere har set fra Korea. Et eksempel er dørgrebet til bagsmækken – stort og solidt. Kvaliteten i kabinen er også forbedret, men består dog af typisk hård "øst" plastik. Farven på interiøret er også den klassiske lyse creme/grå. Vi kan håbe, at Hyundai går deres nye Sonata i bedene, og skifter til en mere europæisk sort.

Hvad skal en bil som Santa Fé så på det danske marked? Kan den bruges af andre end håndværkere? Ja, det kan den! Bilen er til trods for sin størrelse nem at smide rundt inde i byen og vil derfor egne sig fint som familie SUV. God plads til børn og indkøb, kan gøre bilen til et lille hit blandt familier. Vi skal dog ikke regne med at se flest biler på hvide plader. Det er med garanti på gule plader at bilen skal gøre sig, hvilket den også sagtens kan, med priser der begynder ved bare 129.998,-.

Om man skal vælge den lille 2.0’er, eller om man skal gå nogle trin op og vælge 2.4’eren eller V6’eren er egentlig en smagssag. Du har naturligvis også mulighed for at vælge diesel versionen, som også fås med både 2-og 4 hjulstræk. Hvis du vælger en Santa Fé som din næste bil, så husk lige at få en anden dækmontering end den fra fabrikken.