Hyundai præsentererfemte generation af Sonata

Udviklingen har fokuseret på kvalitet og teknologi. Den nye Hyundai Sonata er større, mere rummelig og eksklusiv. Modellen introducerer to nye stærke motorer, et nyudviklet affjedringssystem, et højt aktivt og passivt sikkerhedsniveau - og et højt udstyrsniveau.

Siden introduktionen af den første Sonata i 1985 har modellen altid rangeret som en af Hyundai’s vigtigste. Og traditionelt har det været Sonata, som introducerede ny teknologi til bilerne. Den nye Sonata fortsætter traditionen ved at byde på øget kvalitet hele vejen igennem samt den innovative Active Geometry Control Suspension (aktiv geometrisk kontrolleret affjedring), hvis introduktion er planlagt til 2005.

Den nyeste Sonata, som har debut på Paris Motor Show, er designet og teknologisk udstyret til at fortsætte den stærke 19-årige tradition, som til stadighed har budt på højere og højere niveauer inden for kvalitet og forbrugertilfredshed. Målet er at sælge 230.000 eksemplarer på verdensplan i 2005.

Med introduktionen af to nyudviklede aluminiumsmotorer, en 3,3 liters DOHC V6 benzinmotor og en 2,4 liters DOHC firecylindret benzinmotor når Sonata nye højder hvad angår kvalitet, pålidelighed og køreglæde. I modelåret 2006 vil benzinmotorene få følgeskab af en ny 2,0 CRDi dieselmotor.

Sonata’s køreegenskaber samt NVH (Noise, Vibrations and Harshness - støj, vibrationer m.v.) har været genstand for stor opmærksomhed under udviklingsarbejdet. Endvidere introducerer Sonata et omfattende aktivt og passivt sikkerhedssystem med blandt andet front-, side- og gardinairbags samt ESP, det elektroniske stabilitetskontrolsystem.

Den nye generation af Sonata er 5,5 cm længere end forgængeren, og akselafstanden er forøget med 3,0 cm. Den anselige forøgelse af størrelsen har gjort Sonata endnu mere rummelig. Foran er benpladsen blevet 1 cm længere og bagi 3 cm. Der er 2,2 cm mere plads i højden foran og 1,5 cm bagi. Bagagerums kapaciteten er forøget fra 430 til hele 462 liter.

Designet af den nye Sonata er i høj grad europæisk påvirket og vil ikke skuffe de, som er på udkig efter både en elegant og praktisk bil. Blandt det bemærkelsesværdige udstyr til Sonata, er multijustérbar ratstamme, elektrisk vippe-/skydesoltag, vinduesviskere med tre sprinklerdyser, lydstyrkekontrol på rattet, automatisk klimakontrol, air-quality system, varmetråde i forrude til af-isning, en manuel betjent solmarkise bagi samt 17 tommer letmetalfælge og dobbelt udstødning på V6 modellenAlt i alt er den nye Sonata en overbevisende og sikker, højtydende sedan, som er bygget til at konkurrere med det bedste fra Europa og Japan både på det europæiske marked og verdensmarkedet.

Design

For at indarbejde et frisk, nyt europæisk udseende har Hyundai’s designere skabt en ren og eksklusiv stil. Der er et nyt smart todelt kølergitter, smalle forlygter støbt ud i et og markante, karakterfulde linier på kølerhjelmen. Fra siden understreges bilens proportioner yderligere af karakterfulde linier, og kofangeren er både foran og bagi fuldstændig integreret i designet. 17 tommer hjul, lave skærmbuer, forkromede dørhåndtag og en lavtsiddende integreret sidefenderliste bidrager til det raffinerede, sportslige udtryk. Bagfra understreger de smalle lygtehuse og den integrerede kofanger yderligere det atletiske islæt.

Hvad angår kabinen, er der udfoldet store anstrengelser for at skabe et frisk, enkelt og eksklusivt miljø - blandt andet ved hjælp af finere materialer og den større rummelighed. Det totonede interiør design er fuldendt af en tynd midterstribe af træ. Sædernes gode støtte bemærkes umiddelbart, og det samme gør den enkle og behagelige betjening af rat, gearvælger, kontakter med mere. Det sportslige indtryk, som Sonata giver udefra, forstærkes yderligere af gearvælgeren og det klassiske instrumenthus med 2 ”ure” i sportsligt design. Resultatet er en karakteristisk, komfortabel og harmonisk atmosfære for både fører og passagerer.

Undervogn

Dobbelt wishbone affjedring foran og multilink bagi er valgt for at give den nye Sonata både smidighed og en exceptionel god retningsstabilitet. En ny underramme foran tilfører stivhed, mens nedre bærearme i ny udformning kompletterer designet ved at reducere vibrationerne og forbedre optagelsen af stødene fra vejen. Bøsninger er blevet udviklet og sammen med opdateret støddæmper teknologi reduceres vejens indflydelse på komforten yderligere. Hvad angår bagenden, har der været betydelig opmærksomhed omkring en forbedret distribution af påvirkningerne. Et stivere karrosseri og forbedringer af affjedringsgeometrien bidrager til bedre kørselskomfort og køreegenskaber samt mindre støj og vibrationer.

Active Geometry Control Suspension (AGCS) er en innovativ Hyundai teknologi, som første gang blev præsenteret på Seoul Motor Show i 2002. Systemet er af stor betydning, for forbedringerne af de dynamiske køreegenskaber, ligesom det bidrager til sikkerheden.

Dette patenterede system er taget i brug i forbindelse med affjedringen bagi for at regulere ”toe-in” ved hjælp af to elektriske udløsere, som varierer kontrolarmenes geometri. Stabilitet ved kørsel i kurver og kørselskomfort generelt forøges til et helt nyt niveau med denne yderst omkostningseffektive løsning. Med sin horisontale fordeling af kraften, som kontrollerer hjulenes ”toe-in”, er systemet naturligt mere effektivt end løsninger med vertikal kontrol, som er normen i bilindustrien. AGCS sikrer forbedringer af kørselskomforten og en kontrol over bilen, som rækker ud over ESP (elektronisk stabilitets system). Mens ESP sænker bilens fart, optimerer AGCS ”toe-in” geometrien, forbedrer dermed vejgrebet og udskyder det øjeblik, hvor hjulene eventuelt slipper. Systemet kan i øvrigt slås fra ved hjælp af en kontakt på instrumentpanelet.

Ved lave hastigheder i sving og ved kørsel ligeud reduceres ”toe-in” med henblik på en større sporsikkerhed. Ved høje hastigheder i sving forøges ”toe-in” for at udskyde dækkenes eventuelle slip, og det giver mulighed for hurtigere slalomkørsel. Ved at virke sammen med gasstøddæmperne sikrer AGCS mere stabile og sikre køreegenskaber.

For yderligere at reducere unødig støj og vibration benyttes tykkere glas til sideruderne og bilens underside er gjort mere aerodynamisk. Samtidigt er der gennemført forbedringer af blæseren til ventilation og airconditioning samt motorens ventilatorpropel. Resultatet er et markant lavt støj og vibrationsniveau.

Motorer

Bilens afslappede sportslige atmosfære skal ikke mindst ses i lyset af de to nye motorer, som er udviklet til Sonata. Både 3,3 liters Lambda og 2,4 liters Theta motorerne er udviklet med det formål at opnå maksimal ydelse og økonomi med et minimum af støj og emmission. De to motorer er bygget på verdens nyeste og mest fuldautomatiserede motorfabrik i Asan, og er begge af aluminium. De har variabel indstilling af ventilerne, og Lambda-motoren har endvidere et variabelt indsugningssystem. 3,3 liters motoren yder 233 hk ved 6.200 omdr./min., og den har et drejningsmoment på hele 304 Nm, der er til stede ved 3.500 omdr./min. 2,4 liters motoren yder 161 hk ved 5.800 omdr./min. Højeste drejningsmoment er 219 Nm, som er til stede ved 4.250 omdr./min. 3,3 liters motoren har en femtrins ”H-matic” automatisk gearkasse, mens der ved 2,4 liters motoren er mulighed for at vælge mellem femtrins manuel gearkasse og firetrins automatisk transmission. Den fremtidige 2,0 VGT CRDi dieselmotor yder 135 hestekræfter ved 4.000 omdrejninger pr. minut, og det højeste drejningsmoment er 304 Nm, som er til stede allerede fra 2.000 omdrejninger pr. minut. Den vil kunne fås med en helt nyudviklet sekstrins manuel gearkasse eller firetrins automatisk transmission.

Sikkerhed

Den nye Sonata byder også på et løft i sikkerhedsniveau med en helt ny computerdesignet og stiv karrosseristruktur med bl.a. en stivere ramme foran. Deformationszoner og systemet, som spreder energien fra et sammenstød, er blevet optimeret gennem intensive test i form af computer-simulering og i virkeligheden. Hertil skal lægges standard passivt sikkerhedsudstyr som front og side depowered airbags, gardinairbags, som dækker både foran og bagi, aktive nakkestøtter og trepunktsseler foran med selestrammere og selekraftbegrænsere. Endvidere introduceres ESP med ”traction control” og bremseassistance.

Komfort

Når det gælder standard komfort og udstyr, har Hyundai for længst slået sit navn fast. Sonata bygger videre på dette renommé med en særdeles rummelig kabine og god plads til benene. Der er også rigtig god aflægningsplads i form af et dybt handskerum, kortlommer i dørene og kopholdere både for og bag. Lydstyrkekontrollen på rattet er særdeles bekvem.

Ingen Hyundai ville være fuldendt uden en overvældende mængde standardudstyr, og her er Sonata ingen undtagelse. Den kan fremvise den mest imponerende udstyrsliste i klassen. Sonata har blandt andet multijustérbar ratstamme, elektriske sidespejle med varme, centrallås, elruder, vindues integreret antenne, aflåseligt handskerum, vinduesviskere med tre sprinklerdyser, 12 volts strømudtag på instrumentpanel og i bagarerum, elektrisk udløser af lem til benzindæksel, kølerhjelm og bagklap, oplyste spejle i solskærme og oplyst nøglehul.

Afhængigt af marked og model kan udstyrslisten endvidere omfatte blandt andet cruise control, nøgleløst adgangssystem, fuldautomatisk klimakontrol, air-quality system, elektronisk afstandskontrol bagi (bruges ved parkering), forrude afisning samt audioanlæg med forstærker/subwoofer.

For yderligere af øge den visuelle appeal fås Sonata i en stribe nye spændende farver så som Noble White, Ebony Black, Sleek Silver, Crystal Silver, Pure Pearl White, Grace Beige, Deep Pearl Blue, Prestige Dark Red, Dandy Green, Autumn Brown, Aurora Blue og Charming Gray. Den totonede interiør farvepalet kompletteres af muligheden for at vælge forskellige beklædninger til instrumentpanelet. Her går skalaen fra træ- til aluminium/metal lister.

Priser og udstyrsniveau for det danske marked er endnu ikke fastlagt. Sonata forventes introduceret i Danmark i februar 2005.