Alfa Romeo har udviklet et spærredifferentiale, som øger sikkerheden og giver en mere sporty køreoplevelse i forhjulstrukne biler. Indledningsvis kan man opleve systemet i Alfa GT, der som noget helt nyt i GT-programmet er udstyret med den populære 1.9 JTD-motor. GT-programmet er desuden blevet udvidet med en BlackLine-version.

Alfa Romeo GT er til stadighed den mest solgte bil i sportscoupé-segmentet. Nu har GT-modelprogrammet været til gennemsyn hos Alfa Romeo, og det betyder bl.a., at der kommer nogle spændende nyheder til landet.

Q2 – træk på begge forhjul

Den største nyhed i GT-programmet er et nyt spærredifferentiale. De fleste kender nok oplevelsen af, at man i en forhjulstrukken bil på vej ud af et sving under høj fart eller i dårligt føre må lette foden fra speederen, fordi de trækkende hjul ikke har samme vejgreb. Alternativt træder ESP-systemet ind, så motorkraften bliver reduceret og bremserne aktiveret, og det giver et ryk i bilen. Men sådan behøver det ikke længere være. Takket være et nyt spærredifferentiale fra Alfa Romeo, kaldet Q2, er det nemlig slut med, at det inderste hjul mister grebet, og forenden ryger udad i svinget – i hvert fald, hvis man befinder sig i den nyeste Alfa GT 1.9 JTD, som er udstyret med det banebrydende Q2-system.

”Med Q2 er Alfa GT blevet en endnu bedre svingkonge, og man får det absolut optimale ud af 1.9 JTD’erens kraftige moment, helt uden forstyrrende indgreb. Det betyder meget for både køreglæden og sikkerheden, at bilen trækker på begge forhjul,” siger brand manager i Fiat Automobiler Danmark, Steffen Holm.

Systemet – et såkaldt Torsen-spærredifferentiale på forakslen – har nogle af de samme egenskaber som firehjulstræk, og det gør bilen både sikrere og mere sporty. Det giver en større sikkerhed, idet chaufføren har bedre kontrol over bilen, og det gør køreoplevelsen mere sporty, fordi man ikke behøver at sætte farten ned i et sving, men derimod kan opnå større acceleration og højere fart, uden forenden kommer ud af kontrol, så ESP-systemet er nødt til at træde ind.

Standardudstyret i Q2-modellen tæller en række nye lækre detaljer, heriblandt specialudviklede 18” alu-fælge, aluminiums-beklædte sidespejle og kølergrill samt sportspedaler og gearknop i aluminium. Alfa GT 1.9 JTD Q2 koster 560.000 kr.

BlackLine

En anden nyhed i GT-modelprogrammet er en ny version kaldet BlackLine. Den er baseret på 2.0 JTS Lusso-versionen, hvorfra den har bl.a. læderindtræk, cruise control, ratbetjening og Bose-lydanlæg. Derudover er den blevet begunstiget med en række yderligere lækre udstyrsdetaljer. Det drejer sig om bl.a. 18” alu-fælge, aluminiumsfarvet beklædning af sidespejle og kølergrill, to slags specialdesignet læderindtræk, sportspedaler i aluminium og en let ekstra toning af bag- og sideruder. Både BlackLine- og Q2-modellen har et særligt instrumentbræt med rød grafik og hvidt lys. Prisen for GT BlackLine er 543.000 kr.