Ford Motor Company indgår aftale om salg af Jaguar & Land Rover til Tata Motors

Ford Motor Company oplyser, at der er indgået aftale om salg af Jaguar Land Rover til Tata Motors.

Aftalen er en følge af, at Ford Motor Company i august 2007 besluttede udelukkende at fokusere på kernevirksomheden og derfor indledte en undersøgelse af de strategiske muligheder for Jaguar Land Rover forretningen.
   
Salget forventes endeligt afsluttet i slutningen af næste kvartal, og Tata Motors betaler godt 11 mia. kr. for Jaguar & Land Rover.

”Jaguar og Land Rover er fantastiske mærker, og vi overlader dem til Tata i forvisning om, at produkter, planer og teams vil trives fortsat under den nye ledelse,” siger Alan Mulally, bestyrelsesformand og administrerende direktør for Ford Motor Company.

“Det er en god aftale, som sikrer, at Jaguar Land Rover’s ledelsesteam og medarbejdere kan opretholde fokus på at levere de bedste resultater for deres virksomheder,” siger Lewis Booth, der er viceadministrerende direktør for Ford Motor Company og ansvarlig for Ford i Europa samt Volvo og Jaguar Land Rover.

”Jeg er sikker på, at Jaguar Land Rover under den nye ledelse vil bygge videre på de væsentlige produktudviklinger og -succeser, der er opnået i de senere år,” siger Lewis Booth.

Som led i aftalen vil Ford fortsat levere motorer og andre komponenter til Jaguar Land Rover. Der vil også blive et fortsat samarbejde om forskellige teknologier - blandt andet på miljøområdet. Ford Motor Company har endvidere lovet at stille ingeniørbistand til rådighed, herunder til forskning og udvikling, samt informationsteknologi med mere.
 
Hertil kommer, at Ford’s finansieringsselskab, Ford Motor Credit Company, vil tilbyde finansiering til både forhandlere og kunder i en overgangsperiode på op til 12 måneder - afhængigt af markedsforhold.
 
Parterne mener, at disse aftaler vil støtte Jaguar Land Rover’s produktplaner bedst muligt, samtidig med at mærkerne får friheden til at udvikle deres egne løsninger, som bedst muligt imødekommer kravene til en producent af førsteklasses biler.

Parterne forventer ingen væsentlige ændringer, hvad angår forhold og betingelser for Jaguar Land Rover’s ansatte.
 
“Vi ser med glæde frem til, at Jaguar Land Rover bliver en væsentlig del af vores bilforretning. Vi har enorm respekt for de to mærker, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at bygge videre på dem, idet vi bevarer deres identitet intakt,” siger Ratan N. Tata, bestyrelsesformand for Tata Sons and Tata Motors. 

“Vores mål er at støtte mærkernes vækst, mens vi samtidig er tro mod vores principper om at lade ledelsens og medarbejdernes erfaring og ekspertise være grundlaget for forretningsudvikling,” tilføjer Ratan N. Tata.

Jaguar Land Rover’s medarbejdere, fagforeninger og den britiske regering er løbende blevet orienteret om salgsforhandlingerne og bakker aftalen op.

Jaguar Land Rovers’ administrerende direktør, Geoff Polities, er positiv:

”Jaguar Land Rover’s lederteam er glad for, at Ford Motor Company og Tata Motors har indgået en aftale. Vores team er løbende blevet konsulteret om aftalens indhold, og vi er sikre på, at den giver os de forretningsmæssige muligheder, der skal til, for at begge mærker kan få fremgang,” siger Geoff Polities.

”Vi har også haft lejlighed til at møde repræsentanter for den øverste ledelse hos Tata Motors og Tata Group. De har udtrykt deres tillid til det team, som har stået bag den forretningsmæssige styrkelse af Jaguar Land Rover. Vi er sikre på at kunne opbygge stærke samarbejdsrelationer til vores nye moderselskab, og vi ser frem til en lys og succesrig fremtid for Jaguar Land Rover,” siger Geoff Polities.