KIA bygger bilfabrik i Slovakiet

Det fremadstormende koreanske bilmærke KIA har netop offentliggjort, at Slovakiet skal være base for virksomhed første fabrik på europæisk grund.


Planen er, at de første slovakisk-fabrikerede biler skal kunne købes i 2006 - altså om blot to år. Det kommer til at foregå på en topmoderne fabrik, der vil være ejet og drevet af KIA Motors. Efter planen skal der produceres op til 200.000 biler årligt. Og selv om KIA i Korea har tætte bånd til Hyundai, vil det udelukkende være KIA-modeller, som ruller af båndet i Slovakiet.


”Det er et meget markant skridt for KIA, at vi har valgt at bygge en fabrik her i Europa”, udtalte Yong-Hwam Kim, da han forleden gæstede den internationale bilmesse i Geneve. Yong-Hwam Kim er præsident i KIA Motors Corporation. Ved den lejlighed havde præsidenten endvidere valgt at tage det meget roste bud i Golf-klassen, KIA Cerato, med.


”Flere og flere kunder i Europa har fået øjnene op for KIA-mærket og de gode produkter. En fabrik i Slovakiet vil gøre KIA i stand til at fortsætte den enorme europæiske vækst, som vi har oplevet i de senere år. Målet er naturligvis at øge KIA’s andel fra de nuværende to procent af det samlede bilsalg i Europa”, fastslog Yong-Hwam Kim, som i denne uge underskriver aftalen om fabriksbyggeriet. En aftale, der beløber sig til cirka fem milliarder kroner.


Den nye fabrik skal efter planen placeres i nærheden af Zilina, der ligger 200 kilometer nordøst for Slovakiets hovedstad, Bratislava. Virksomheden vil brede sig over 150 hektar, mens selve fabrikken bliver på 160.000 kvadratmeter. Omkring 2400 mennesker vil være beskæftiget på den slovakiske KIA-fabrik, når produktionen kommer på 100 procent.


Det første spadestik forventes at kunne tages i april måned, og de første biler vil rulle af båndet i november 2006.


”Fabrikken skal både levere de velkendte kvalitetsbiler til det voksende europæiske marked, men skal også fungere som en døråbner til nye erobringer. Vi forventer faktisk, at vi i 2008 vil nå en markedsandel af det europæiske nybilssalg på tre procent. Hvilket svarer til 500.000 biler”, påpeger Yong-Hwam Kim.


Den årlige produktion på Zilina-fabrikken forventes at blive på 100.000 enheder i 2007 og 200.000 i 2008. Produktionen omfatter flere af de velkendte KIA-modeller i både benzin- og dieselvarianter.


”Det her er endnu et bevis på, at Kia Motors også indretter sin bilproduktion efter europæiske standarder, det er selvfølgelig dejligt”, understreger direktør Jens Bjerrisgaard fra Kia Motors A/S i Fredericia.