Ny elbil fra GM gør besøg på benzintanken næsten overflødige

Konceptbilen Volt fremføres hovedsagelig ved elektricitet

General Motors har netop løftet sløret for den seneste bilmodel, der skal gøre vejtransport uafhængig af benzin og olie. Konceptmodellen Volt skal køre på elektricitet og kan oplades i løbet af seks timer. Det kan ske i løbet af arbejdsdagen eller om natten. Og så kan den oplade sig selv, ved hjælp af en lille benzinmotor.

Så hvis man bor maksimalt 50 kilometer fra sit arbejde og oplader bilens batterier om natten fra stikkontakten, ville man aldrig have behov for at køre ind på en benzintank.

Konceptbilen Chevrolet Volt kan klare over 60 kilometer alene på strøm i bytrafik. Når batteriet er udmattet, sørger en 1-liters 3-cylindret turbomotor for at genoplade batteriet ved at køre med fast motoromdrejningstal.

Brændstoføkonomien ved dagligt brug på 100 km og opladning i nattetimerne svarer til (beregnet) 62,5 kilometer pr. liter, oplyste GM Vice Chairman Robert A. Lutz, da han afslørede bilen på dette års internationale biludstilling i Detroit.

Og skulle det så ske, at ejeren glemte opladningen eller kørte på ferie langt væk, og derfor måtte lade motoren være kilde til elektriciteten, er forbruget alligevel så økonomisk som 21,2 kilometer pr. liter, oplyste Bob Lutz. I det tilfælde ville bilen have en aktionsradius på 1.030 kilometer, det er mere end dobbelt så langt som andre mere traditionelle biler.

Desuden er Chevrolet Volt konstrueret til at køre på E85, en blanding af benzin og 85 pct. ethanol, kaldet BioPower.

Flere drivmidler

På biludstillingen i Detroit viser GM også en udgave af Volt med brintdrift via brændselsceller, og i fremtiden vil man måske se bilens elkraft blive fremstillet af en dieselmotor, der kører på biodiesel.

GM kalder dette system E-flex, og det kan således frembringe strøm fra benzin, ethanol, biodiesel eller brint. Chevrolet Volt er første udgave med dette nye system Filosofien er, at elproduktionen kan ske på mangfoldige måder. I Brasilien vil man f.eks. bruge 100 procent ethanol, en kunde i Shanghai bruger måske solenergi, og en svensker får sin biodiesel fra trærester.

Det samme chassis bruges til opbygning af bilen, uanset kraftkilden. Volt er den første GM bil, der er designet omkring E-flex systemet. Designerne valgte en lille bil med appel til mange, og designteams på begge sider af Atlanten medvirkede i designprocessen.

Volt er den type bil, som både har kræfter til bjergkørsel, har en lang rækkevidde og plads til passagererne og deres pakkenelliker. Designerne har lagt vægt på, at det ikke er en kedelig forsøgsmodel, men en ægte amerikansk Chevrolet, med et særdeles sporty look.

Men Volt er et koncept. Det nødvendige lithium-ion batteri findes endnu ikke. Det ventes i produktion om få år, i 2010 eller 2012. Batteriudviklingen sker imidlertid med raske skridt. GM videreudvikler derfor E-flex systemet, så GM er klar til produktion, så snart det rigtige batteri er klart.