Range Rover har en helt utrolig status. Det er absolut lige så fint at ankomme til galla i en Range Rover, som det er i en Jaguar. Range Rover er toppen af, hvad Land Rover kan præstere i luksus og teknologi. For lige så simpel en Land Rover Defender er – lige så avanceret er Range Rover. Bilen er spækket med elektronisk udstyr, der strækker sig lige fra varme i rattet til hævning og sænkning af luftaffjedningen. Den elektroniske luftaffjedring sænker automatisk bilens højde, når hastigheden har ligget på motorvejshastighed i mere end 20 sekunder. Herlig detalje. Den selv samme luftaffjedring sænker bilen ned ved parkering, så ud- og indstigning er nemmere.

Efter min uge i Range Rover Td6, er jeg overbevist om, hvordan det føles at være kaptajn ombord på en Boeing 747. Ikke nok med at bilen føles som en Boeing – nej, instrumenteringen leder også tankerne hen på det store fly. Der er knapper, håndtag og lys over alt. Og bedst af alt – så sidder alt hvor det skal og det er utrolig nemt at finde ud af de forskellige funktioner, uden en universitetsgrad i ”avanceret teknologi”.

Når man bestiller sin Range Rover, er der stort set frit slag på alle hylder. Bilen fås i et utal forskellige farve-, læder- og træ kombinationer. Der er rigelig mulighed for at sætte sit personlige præg på bilen.

Rent økonomisk er Range Rover Td6 ikke just en billig bil at suse rundt i. EU-mix’et er opført til 8.8 Km/l. Så, hvis man vælger at fylde tanken op – hvilket betyder 100 liter – er der altså til knap 900 Km kørsel.

Range Rover Td6 er udstyret med en utrolig kultiveret, men meget kraftfuld 6-cylinderet turbo diesel motor. Den 3.0 liters motor yder 177 Hk ved 4.000 o/min – men endnu mere interessant er det enorme moment på 390 Nm ved 2.000 o/min. Der er masser af kræfter tilovers i alle situationer. Og Range Rover Td6 ligger virkelig op til ”alle situationer”. Aktivér luftaffjedningen, så den hæver bilen til maksimal frihøjde, hvilket er 285 mm. Sæt den derefter i low og Drive og du er sikret fremgang i stort set alt terræn. Selv med standard dækmontering, er Range Rover Td6 næsten ustoppelig i terræn – og selvom bilen er over 2 m bred og næsten 5 meter lang, så er den forbavsende nem at ”smide” rundt i terrænet. I van udgaven rummer bilen hele 1756 liter bagage.

Er det så til hårdt terræn man ønsker at bruge sin Range Rover? Tja, hvorfor ikke. Den lyse læderkabine og den dejlige instrumentering indbyder måske ikke til mudder, græs og sne. Meeennn…, læder kan altså tørres af og bilen har det jo godt i terrænet, så jeg ville da absolut gerne hive ”min” Range Rover med på små smutveje. Noget andet er også, at man ved at bilen kan og det er måske forsikring nok for mange. Det er jo nok begrænset, hvor mange Range Rover biler der bliver solgt i det afgiftshærgede Danmark. Til 700.000,- kroner på gule plader, er der nok ikke mange, der vælger Range Rover. Selvom lysten nok er der.

Range Rover Td6 er et helt utroligt køretøj - både on- og off-road. Den er indbegrebet af luksus på 4 hjul - og vel og mærke 4 off-road hjul. At man betaler for sådan luksus er en selvfølge - og sådan skal det også være. Ellers har vi jo ikke noget at smile over.