Den hurtigste Astra nogensinde får en helt ny type letvægtssæder, der vejer 45 procent mindre end lignende sportssæder. Bilen vises på biludstillingen i Geneve i begyndelsen af marts måned og kommer til Danmark i løbet af foråret. OPC ingeniørerne hos Opel Performance Center har gjort brug af en blanding af plastpolymer og glasfiber til fremstilling af sæderne, og resultatet er blevet en stærk og alligevel smidig struktur. På grund af styrken kan skallen mindske i tykkelse til mellem en og to millimeter.

Sæderne er designet specielt til Astra OPC for at sikre fører og passager maksimal komfort og pasform.  Siddepositionen er 17 mm lavere end i Astra GTC og 40 mm lavere end i den almindelige Astra. Den lave siddeposition optimerer førerens fornemmelse for vejen under ekstrem kørsel.

Sæderne kan justeres på 18 forskellige måder:

• Sæderne kan rykkes frem og tilbage (2)
• Sæderne kan hæves og sænkes (2)
• Sæderyglænet kan justeres frem og tilbage (2)
• Siddefladen kan vinkles (2)
• Siddefladen kan forlænges (2)
• Lændestøtten kan justeres i fire retninger (4)
• Siden af sædeyglænet kan justeres for maksimal støtte (2)
• Siden af siddefladen kan justeres for maksimal støtte (2)


Sæderne anbefales af den uafhængige tyske AGR organisation, der består af læger og ergonomiske eksperter. Organisationen tester alt fra kontormøbler til bilsæder, og Opel opnåede allerede i 2003 den første anbefaling fra organisationen til sæderne i Opel Signum. Opel Astra OPC fortsætter denne tradition og har opnået AGR anbefalingen af de hidtil mest ekstreme sportssæder.

Opel Astra OPC får en 2,0 liters turbomotor med 280 hk og 400 Nm i drejningsmoment. Topfarten bliver 250 km/t og ud over en avanceret undervogn med justerbare støddæmpere får Astra OPC spærredifferentiale og kraftige Brembo bremser.