Biltorvet.dk bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og målrette annoncer. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Læs mere her
OK

Lexus LS460

1 / 7
  • Lexus LS460
  • Lexus LS460
  • Lexus LS460
  • Lexus LS460
  • Lexus LS460
  • Lexus LS460
  • Lexus LS460

Lexus LS460

|

At have titlen som "Verdens Bedste Bil" påhæftet, gør at man, som journalist, forventer lidt ud over det sædvanlige, når man får pågældende bil leveret til sin hoveddør. Lexus LS460 har igennem en lang årrække været én af de biler, der var først med det nyeste. Den har altid været "Asiens" budbringer, når det drejede sig om ny teknik og nye tiltag - ganske som Mercedes-Benz S-klasse er det i Europa.

Lexus har aldrig fået den helt store succes i Europa, men har i stedet nydt enorm succes i USA, hvor den står øverst på listen over de mest populære luksusbiler i landet. Måske er det fordi at man i Europa altid har fundet Lexus lidt kedelig, eller fordi man har den holdning at "det bare er en Toyota". Men heldigvis ændre tingene sig - for Lexus LS460 er hverken kedelig eller "bare en Toyota" - længere.

Designet
Det nyeste design af LS-modellen, adskiller betydeligt fra de sidste generationers. Flydende, dynamiske linjer, kombineret med et overordnet potent og muskuløst design, gør at modellen nu kan blande sig med de helt store drenge i klassen, nemlig førnævnte S-klasse, den specielle 7-serie fra BMW, den smukke A8'er fra Audi og den elegante XJ fra Jaguar. Selv om LS'eren er en smule mere konservativ i sit design, så fremtræder den som et helt og virkelig gennemført køretøj. Personligt er jeg vild med bagenden, der med sine integrerede udstødningsrør virkelig ser potent og sporty ud. Virkelig godt design!

Når døren til kabinen åbnes, mødes man af et orgie af læder og elektronik. Lexus har altid haft den holdning, at har noget en funktion, så får det sin egen knap. Derfor finder du ikke noget multifunktionsdisplay, med drejeknap etc., ganske som du gør hos konkurrenterne. Lexus har virkelig en knap til alt - dog med nogle få undtagelser. Men disse undtagelser er så integreret i den store touch screen, der dominerer midterkonsollen, eller også er de en del af bilens talekontrollerede system, hvor man med korte præcise kommandoer, fortæller bilen hvad man vil. Umiddelbart fungerer det hele ganske glimrende - når man altså lige har fået styr på, hvor de forskellige knapper sidder.

Et lille minus i kabinen er udseendet på nogle af de forskellige knapper. De ligner mistænkeligt noget, som vi har set i Toyota Avensis. Ikke godt, når man laver en bil, der koster næsten ti gange så meget som netop en Avensis.

Vores testbil var udstyret med ALT i ekstraudstyr. Vi havde derfor rig mulighed for at se, hvad Lexus formår. En af de mest spændende detaljer er den såkaldte LKA funktion. LKA står for Lane Keeping Assistant, og betyder kort og godt at bilen selv holder sig på vejen - eller i hvert fald hjælper til med det. Små sensorer analyserer vejen og bilens servo-motor sørger så for at holde bilen midt imellem de to vejstriber. Vi testede funktionen på lande- og motorvej og blev ganske imponerede over resultatet. Med LKA aktiveret, er det faktisk muligt at slipper rattet og lade bilen køre selv - også selvom vejen snor sig. Så længe der er velaftegnede streger på vejen, så holder bilen sig indenfor.

Der er dog begrænsninger for systemet - hvilket har noget med loven at gøre. LS'eren måler nemlig også om du har ved rattet eller ej. Hvis du derfor slipper rattet helt, så beder bilen dig tage fat igen efter ganske kort tid. Ganske fornuftigt af sikkerhedsmæssige og evt. retslige (læs: USA) hensyn. Systemet hvor servo-motoren overtager styringen bruges også til bilens automatiske parkeringssystem, hvor den store LS'er selv foretager parallelparkeringer. Et system der virker glimrende.

Lexus LS460 har simpelthen alt i elektronik. Hvis jeg skulle remse det hele op, så ville vi ikke blive færdige i dag. Så jeg vil derfor fremhæve det ekstremt præcise navigationssystem, der også fungerer som underholdningscenter. Med en enorm skærm i midten af taget, har bagsædepassagerer rig mulighed for at nyde de nyeste dvd-film i ægte DTS Dolby Surround lyd. Luk samtidig de sorte gardiner for bagruden og sideruderne, og du har en biograf der vil få de fleste hjemmebiografer til at blegne, takket være det voldsomme Mark Levinson anlæg, der fås med op til 19 højttalere. Sikke en lyd!!!!

Pladsen i LS-modellen er ganske imponerende. Samtidig har man rig mulighed for at tilrettet sit sæde, så man opnår optimal siddekomfort. Selv bagsæderne kan ligges ned i bedste Stressless stil, så man også her har mulighed for at få sig lidt hvile i de airconditionafkølede stole. Skal det være ekstra godt, så kan man evt. bestille sin LS'er i "L" modellen, der tilføjer 12 cm ekstra til akselafstanden.

Sikkerhed
På sikkerhedssiden står Lexus ikke tilbage for nogen. Den korte version til at beskrive det aktive sikkerhedsudstyr er: ALT. For de tekniskbegavede, så er bilen udstyret med: AVS, ABS, BAS, EPS, EBD, EPB, ECB, EBS, TRC, TPWS, VGRS, VDIM og VSC. Med andre ord - der er nok ikke mange personbiler, der er mere sikre at opholde sig i, hvis uheldet skulle være ude.

Motor og gear
LS460 er udstyret med én af de mest smidige V8-motorer i verden. Den 4,6 liters motor er så lydløs, at folk der ikke er vant til dette vidunder, ofte må kigge på omdrejningstælleren for at se om der er liv i den. Med sine 380 hk ved 6.400 o/min og sit drejningsmoment på hele 493 Nm ved 4.100 o/min er der masser af power til alle situationer. 0-100 km/t er derfor overstået på 5,7 sekunder og topfarten er elektronisk begrænset til 250 km/t. Accelerationen foregår på en meget speciel måde - ja man føler sig næsten flyvende. Dette skyldes selvfølgelig den lækre V8'er, men så sandelig også den ekstremt smidige 8-trins automatiske gearkasse - den første af sin slags i verden. Vidunderligt!

Umiddelbart vil man mene at en stor V8'er vil være ret tørstig. Det er den også, men på ingen måde lige så tørstig som flere andre motorer i denne klasse. På en uge med kombineret kørsel, lykkedes det os at holde et gennemsnit på 9,9 km/l - ganske flot synes jeg.

Værd at fremhæve er også den luftaffjedrede undervogn, der æder næsten alle ujævnheder, uden at man på nogen måde mister følingen med bilen.

Overall
Lexus LS460 er virkelig en bil, der skiller sig ud fra mængden - hvilket den også skal være, for at få titlen som verdens bedste. Personligt er jeg ganske imponeret af de mange elektroniske features, som man har integreret i bilen. En af de ting jeg ikke er imponeret over er følelsen af "luksus", når man sætter sig ind bag rattet. Misforstå mig nu ikke, for der er virkelig alt, hvad man kan tænke sig; læder, teknik, komfort og lyd. Det virker bare som om at japanerne baserer deres forståelse af ordet "luksus", på amerikanernes forståelse af ordet, og ikke på europæernes forståelse. Dette er selvfølgelig fair nok, da cirka 75 procent af alle deres biler bliver solgt i USA. Jeg har det bare sådan, at når jeg sætter mig ind i en bil til mere end to millioner kroner - så skal følelsen af luksus være unik - det er den ikke i Lexus LS460.

Ser man bort fra ovenstående, så får man en bil med en af de mest imponerende motorer i verden - et gearskifte der gør en blød i knæene, og en mængde af moderne elektronik, der får selv den hårdeste elektronik nørd til at græde. Lexus LS460 er virkelig imponerende og hvis man ikke føler sig hjemme bag rattet, så burde man skamme sig på det grusomste. Godt gået Lexus!

Lexus LS til salg på biltorvet.dk

Lexus LS 460 4,6 V8 381HK Aut.
kr. 389.000

Brugte biler fra alle bilmærker