Et af de mest omtalte emner i bilbranchen igennem de sidste par år, er udviklingen af de såkaldte hybrid-biler. Altså biler der er gode for miljøet, fordi de både benytter el- og forbrændingsmotor, og derved mindsker udledningen af CO2. En af de første og absolut mest omtalte, var Prius fra Toyota. Modellen hitter, specielt i USA, hvor flere og flere amerikanere tror at deres vej til at redde jordens klima går igennem en hybridmotor. I Danmark er Prius dog aldrig slået igennem, hvilket vi kan takke vores afgiftssystem for. For er man som forbruger virkelig villig til at betale voldsomt meget ekstra for en hybrid, når du i de fleste tilfælde kan få en moderne dieselbil med partikelfilter, der kører længere på literen, og som ikke udleder mere CO2, end hybriden, og så til under det halve af prisen? Nej vel...

Toyota har siden introduktionen af Prius kæmpet en hård kamp med de danske politikere, for at få reduceret afgiften. Forståeligt, da det er svært at se, hvorfor der skal betales registreringsafgift af den ekstra el-motor, batterier etc.

Nytænkning
Lexus har så tænkt i helt andre baner - for hvad nu, hvis man lavede en hybrid, der havde muskler som en konventionel V8'er, og som samtidig var ekstremt luksuriøs, fyldt med moderne teknologi, og udmærkede sig ved at være blandt de bedste og mest velkørende luksuslimousiner på markedet. Se så begynder det at ligne noget - og det er præcis det Lexus har gjort med deres nye LS600h.

Vi har tidligere testet den "normale" LS, også kaldet LS460. En bil vi var fulde af beundring for, blandt andet på grund af de mange geniale tekniske løsninger. Men det var samtidig en bil, som vi følte manglede noget identitet eller "wow" effekt. Det har LS600h lavet helt og totalt om på, selv om de to biler faktisk er identiske, rent optisk. Forklaring følger...

LS460 er udstyret med den ekstremt lækre 4,6 liters V8-motor, med en ydelse på hele 380 hk. Motoren er virkelig i verdensklasse, og leverer den mest glidende og lydløse kørsel man kan forestille sig. Den er samtidig udstyret med en perle af en 8-trins automatgearkasse, der virkelig sætter nye standarder for rykfri kørsel. LS600h er udstyret med en 5,0 liters motor, der rent ydelsesmæssigt svarer til en 6,0 liters V12-motor med en samlet effekt på 445 hk, takket være hjælp fra el-motorer (Lexus Hybrid Drive). Det smarte er så, at forbruget på ingen måde nærmer sig en V12-motor, men faktisk ligger på det samme, som en velkørende V6'er, hvilket bl.a. hænger sammen med genbrug af energi og den højtydende el-motor.

Umiddelbart skulle man ikke tro at det kunne gøres bedre end i LS460 - men det kan det! LS600h er, rent motormæssigt, så gennemført på alle områder, at man umiddelbart skulle tro at det var løgn. Og det er her at bilen får sin "wow" effekt. Alt går op i en højere enhed, samtidig med at bilen kører 10,8 km/l i gennemsnit (ja der står 10,8 km/l - og ja det er en 5,0 liters V8'er), har en CO2 udledning der er 25% lavere end LS460, og som stort set har elimineret skadelige stoffer, som kvælstofilte og kulbrinte. Se så er det noget ved at køre miljørigtigt!

Er der et minus?
Der er naturligvis også ulemper ved 600h, det skal der jo være. I dette tilfælde drejer det sig om bagagerummet. Normalt har LS-modellen plads til 510 liter, hvilet er ganske passende til en bil i denne klasse. Men som hybrid er tallet ikke så imponerende, og LS600h rummer kun 330 liter, hvilket vi kan takke de mange batterier for.

Jeg vil slet ikke begynde at remse alle de tekniske finesser, ved Lexus LS600h, op - det har vi været inde på under testen af LS460. Jeg vil dog lige tilføje, at LS600h på forunderlig vis virker, som en mere helstøbt bil. Jeg ved ikke, hvad det er, der får mig til at glemme "Toyota-delen" af det hele, når jeg sidder bag rattet i hybriden - men følelsen er ikke den samme som tidligere.

Priser...
Det er naturligvis ikke billigt at anskaffe sig en af verdens absolut bedste biler. LS600h starter prismæssigt ved godt 2,1 millioner kroner. I det trim vores testbil var udstyret med, endte prisen lige omkring 2,7 millioner kroner.