Lotus Evora Type 124 Endurance Racecar er udviklet over den roste Evora, Lotus netop har præsenteret i deres modelprogram og bygget efter FIA reglement og sikkerhedsstandarder. Lotus Type 124 får sin racerdebut i forbindelse med 24-timer løbet ADAC Nürburgring 24 Hours, der således bliver en omfattende test for modellens performance, effektivitet og holdbarhed i et hårdt og meget krævende langdistance-motorløb.

Lotus Evora Type 124 er bygget efter de fundamentale principper i en racerbil med motoren placeret i midten, et stift aluminiumschassis og meget stærke letvægts-hjulophæng i aluminium. Lotus Evora Type 124 er udstyret med en tunet version af den centermonterede Toyota V6-motor, der i racerspecifikationer yder over 400 hk afhængig af reglementsbestemmelser. Modellens vægt er endvidere reduceret med op til 200 kilo, hvorved Lotus Evora Type 124 vejer mindre end 1.200 kilo. Det er en racerbil, så Lotus Evora 124 har en seks-trins sekventiel gearkasse med skiftearme bag rattet, FIA godkendt sikkerhedsbur, 120-liters benzintank og ildslukker samt hækspoiler, diffuser og frontspoiler fremstillet i kulfiber. Lotus har udstyret den nye Evora racerbil med seks-stemplede bremsekalibre for og bag fra AP Racing, en race-tunet udgave af ABS-bremsesystemet fra Bosch og firevejs-justerbare støddæmpere og krængningsstabilisatorer. Samtidig er modellens 18" fælge bredere end standard og omviklet specialudviklede slicksdæk fra Pirelli. Aerodynamisk har Lotus ikke ændret meget på det i forvejen vindglatte Evora-design. Den underste del af frontpladen samt sideskørterne er anderledes udformet og enkelte karrosseridele er skiftet ud med nye fremstillet i lettere og stærkere komposit- og kulfibermaterialer.

Luke Bennett, direktør for Lotus Cars Limited forklarer: "Motorsport har været i vores blod lige siden vores grundlægger, Colin Chapman, byggede den første Lotus tilbage i 1948. Vi er utrolig stolte af vores motorsportshistorie, som inkluderer mange store sejre i Formel 1, Le Mans, Rally og standardvogne. I nyere tid har Lotus vundet det engelske GT3 mesterskab i 2006 i en Lotus Exige. Lotus Evora 124 Endurance Racecar kommer fra samme dygtige ingeniører og vi forventer at den vil være konkurrencedygtig, når den får sin debut i forskellige langdistanceløb næste år." 

Lotus Evora 124 Endurance Racecar indsættes i en lang række af langdistanceløb i 2010 og 2011 startende med 2010 ADAC Nürburgring 24 Hours i maj efterfulgt af Millennium 12 Hours på Sepang i Malaysia i august, BritCar 24 Hours på Silverstone, England i oktober og til sidst Dubai 24 Hours i januar 2011.