Med titlen som "Årets Bil i Danmark" i bagagen, var det klart at forventningerne til den nye Mazda 2 var høje, da den ankom på redaktionen. Målet for Mazda var at skabe en seriøs konkurrent i en meget svær klasse - en klasse hvor rummelighed, køreegenskaber, sikkerhed og anvendelighed, skal pakkes ind i så flot et design som overhovedet muligt - og det vel og mærke til en pris, der ikke må være særlig høj. Kan man overhovedet det?

Hvis vi kigger på indpakningen først, så er Mazda 2 ikke bare godt designet - den er ekstremt godt designet. Specielt SPORT-modellen, der lige har lidt ekstra gejl når det drejer sig om skørter og fælge. Leveres bilen så i samme hvide farve, med perlemorseffekt, som det var tilfældet med vores testbil - ja så går det hele op i en høje enhed. Mazda 2 kan i Danmark leveres i hele 12 forskellige farver.

Det er tydeligt at Mazda har satset på et yngre publikum, dog uden at tage noget væk fra dem der har lidt flere år på bagen. Mazda 2 har nemlig i lang række af smart ekstraudstyr, så den enkelte kan designe bilen, som han eller hun måtte ønske det. Er du lidt mere konservativ, så vælger du bare en Go eller Advance versionen - og skal der rigtig knald på, så er det Sport modellen det drejer sig om.  Under alle omstændigheder, så kan du tilpasse din 2'er efter behov og temperament.

Rummelighed
Selv om den nye Mazda 2 er en lille smule mindre end den udgåede model, så er den stadig rummelig nok, dog uden at være prangende. Akselafstanden er 2,49 m, hvilket kommer folk på bagsædet til gode. Til sammenligning har den rummelige Skoda Fabia en akselafstand på 2,46 m.

Der er også god plads omkring chaufføren, hvilket er med til at sikre en behagelig kørsel. Det er også nemt at finde en god kørestilling, så man uden problemer kan bruge længere tid i bilen, uden at blive træt. Indretningen gør også at alt stort set sidder hvor det skal, hvilket er endnu en plus. Vores testbil var udstyret med multifunktionsrat, der gør det muligt at betjene radio, computer og cruise control uden at fjerne hænderne fra rattet.

Køreegenskaber
Der er lidt gokart over Mazda 2. Bilen er vidunderlig at "slynge" rundt på vejene. Om det er små gader i storbyen, eller en snoet landevej i provinsen gør ingen forskel - 2'eren kører suverænt!

En meget imponerende detalje er gearskiftet. Den 5-trins manuelle gearkasse er et pragteksemplar, der levere korte præcise skift. Umiddelbart kunne man mene at en 5-trins gearkasse ville være lige i underkanten - men det fungere fint og en 6-trins er ikke umiddelbart savnet.

Motoren
Mazda 2 fås med 3 forskellige motorer - en 1,3 liters med 75 hk. En 1,3 liters med 86 hk - og en 1,5 liters med 103 hk. Sidstnævnte er naturligvis den motor vi finder i Sport-modellen. Motoren er kvik, lyder godt, og kan prale af et brændstofforbrug på 16,9 km/l - på trods af den høje ydelse. Efter en uges testkørsel holdt vi et gennemsnit på 16,6 km/l - så tallet fra fabrikken er med garanti opnåeligt ved normal kørsel.

Sport-modellen indfinder sig i Energi-klasse B, hvilket betyder en helårlig afgift på 1.520,- kroner.

Et minus er, at Mazda ikke havde en dieselversion klar ved introduktionen. Det kunne være yderst interessant at se Mazda 2 med den fra Ford-koncernen velkendte 90 hk diesel, der nok vil sende forbrugstallet op på små 25 km/l. Årsagen til den manglende dieselversion er, at Mazda ikke har mulighed for at levere en motor med dieselpartikelfilter. Vi kan så håbe at de låner lidt hos moderkoncernen, og sender en diesel med DPF vores vej. Det vil under alle omstændigheder booste salget gevaldigt.

Sikkerhed
For at gøre sig gældende i de svære klasser i dag, så skal man have en topplacering når det drejer sig om sikkerhed. Mazda 2 fik da også de maksimale 5 stjerne hos EuroNCAP.  ABS, EBD, EBA og DSC er standard, samtidig med at den kollisionssikrede kabine med op til 6 airbags, gør sit for at sikre dig og dine passagerer.

Prisen
Den mindste Mazda 2, med 75 hk motor og Go udstyr koster 140.000,- kroner. Topmodellen med 103 hk og Sport udstyr koster lige under 190.000,- kroner. Derimellem finder du den 86 hk motor og udstyrsversionerne Advance og Advance Plus. Der er altså noget for enhver smag, hvis man er blevet lun på Årets Bil.

Konklusion
Går du og overvejer en ny bil i denne meget svære klasse, så husk lige at smutte forbi din Mazda forhandler også - for der er ingen tvivl om at Mazda 2 er blandt de bedste.