Mazda har udviklet en ny 2.2-liters dieselmotor, der kombinerer stort kraftoverskud med et lavt støjniveau og et lavt brændstofforbrug.  Den kommer første gang til anvendelse i den nye Mazda6, hvor den nu introduceres i tre forskellige varianter med ydelser på henholdsvis 125 hk, 163 hk og 185 hk. Endnu vigtigere er det maksimale drejningsmoment på henholdsvis 310, 360 og 400 Nm ved bare 1.600 omdrejninger i minuttet.

Den nye 2.2-liters dieselmotor har den mest moderne dieselteknik med blandt andet et nyt og mere avanceret commonrail-indsprøjtningssystem, der arbejder med endnu højere indsprøjtningstryk end tidligere, og en variabel turbolader. Sammen med en ny type keramisk dieselpartikelfilter giver det en meget ren udstødning.

På trods af det meget store kraftoverskud er den store Mazda6 i stand til at køre mellem 17,9 og 18,2 km/l ved blandet kørsel, alt efter hvilken af de tre motorvarianter, man vælger.

Priserne begynder ved kr. 329.476 for Mazda6 Sedan 2.2 DE med 125 hk og udstyrsniveauet Go, der er nyt på det danske marked. Det omfatter blandt andet aircondition, 16” letmetalfælge, el-ruder for og bag, varme i forsæderne og fjernbetjent centrallås.

Vælger man derimod Mazda6 med 2.2-liters dieselmotoren med 163 hk, får man samtidig udstyrsniveauet Advance, der blandet andet omfatter 2-zone klimaanlæg, 17” letmetalfælge, regnsensor, fartpilot og tripcomputer. Mazda6 2.2 DE Advance koster fra 364.476 kr.

Mazda6 med den kraftigste udgave af den nye 2.2-liters dieselmotor har hele 185 hk, og leveres kun som Sport, der er ensbetydende med et nærmest overdådigt udstyrsniveau. Det inkluderer ting som BOSE stereoanlæg, Xenon-forlygter med aktivt kurvelys, 18” letmetalfælge, parkeringssensorer for og bag samt sportssæder med dellæder.

Som noget nyt har Mazda6 Sport også som standard fået et nyt, avanceret sikkerhedssystem kaldet Lane Change Assist (LCA). Det overvåger konstant området bag bilen og advarer føreren, hvis det ikke er sikkert at skifte vognbane, for eksempel i forbindelse med en overhaling. Mazda6 2.2 DE Sport er herefter topmodellen i Mazda6 modelprogrammet og koster fra 453.374 kr.

De tre nye dieseludgaver af Mazda6 er til salg fra nu af hos de danske Mazda forhandlere, hvor de sælges sideløbende med modeller med den hidtidige 2.0-liters dieselmotor med 140 hk og Advance-udstyr.