Endnu en milesten for Audi i Kina

Produktionen af Audi A6 i Changchun har rundet 100.000 enheder, hvilket er en klar indikation af Audis succes på det kinesiske marked. Audi A6 blev introduceret i september 1999 og var den første limousine, som blev produceret i Kina.

Efterspørgslen på Audi A6 har siden introduktionen været stødt stigende og har bidraget betydeligt til Audis position som nummer et i segmentet for luksusbiler i Kina. Maj blev den hidtil bedste måned for Audi, idet der blev solgt i alt 6.000 enheder. Det foreløbige salg af Audi fra januar til juli i år er ca. 23.500 stk., hvilket er en stigning på 92% i forhold til samme periode sidste år.

På trods af øget konkurrence på det kinesiske marked, forventer Audi at kunne bevare sin position ved løbende at udvide modelprogrammet. Audi A4 blev introduceret på det kinesiske marked tidligere i år, og bliver ligesom Audi A6 produceret lokalt til det kinesiske marked. For at imødekomme de stadig voksende og forskellige krav fra kinesiske kunder bliver Audi TT, A4 Cabriolet, allroad quattro og A8 importeret til Kina.

Kina er Audis største marked i Asien og Stillehavsområdet og byder samtidig på det største potentiale for vækst i området. Sidste år solgte Audi 36.500 biler i Kina, og salgsmålet for 2003 er godt og vel 50.000 enheder.