Vi har set det mange gange, at en bilfabrikant med lidt manglende succes, formår at skabe noget stort, ved at sende en ny og moderne version af en gammel klassiker på markedet. Men sådan hænger historien med Minien ikke sammen, for BMW manglede bestemt ikke nogen succes-model. Hos BMW havde man ønsket om at genskabe noget stort. Noget som alle vidste hvad var. Noget der kunne tage arven op fra sin legendariske forfader - og hvilken bedre måde at gøre det på, end med en nye Mini.

BMW har med garanti overvejet projektet meget nøje og tænkt over plusser og minusser - og det er ganske forståeligt, da der automatisk følger en række minusser med, når man hedder BMW. Dette er faktisk sagt på en positiv måde, da BMW stiller visse krav til sig selv; krav om kvalitet - og hvis disse krav skulle opflydes, ville Minien så ikke blive ganske dyr, og måske endda uopnåelig for alt for mange mennesker? BMW valgte dog alligevel at sætte Minien i produktion, hvilket jeg er overbevist om at de på ingen måde har fortrudt den dag i dag. For en succes, det er Minien blevet - igen!

New look
Minien har solgt ekstremt godt. I Danmark, hvor vi lider under vores latterlige afgiftssystem, har Minien faktisk solgt ganske glimrende, hvis vi ser på, hvilken niche-bil den faktisk er, og hvilke priser den har. Det er selvfølgelig ikke en "folkets-bil", som man ser på hvert gadehjørne i storbyen, eller i enhver indkørsel i provinsen. Men ovennævnte faktorer taget i betragtning, så mener jeg at antallet af Mini'er i Danmark er ganske pænt.

Sidste år fik Minien et mindre facelift, der umiddelbart er svært at få øje på - med mindre man stiller en 2006'er og en ny model op ved siden af hinanden. Så er det faktisk ganske tydeligt, hvad der er sket. Men det er faktisk slet ikke nær som interessant, som det der kom i kølvandet på dette face lift. BMW lancerede nemlig endnu en retro-model under Mini navnet, nemlig Mini Clubman.

Clubman er en nyfortolkning af den klassiske Mini stationcar - men navnet Clubman er faktisk lidt forvirrende, da det oprindeligt blev brugt om en faceliftet version af den klassiske Mini tilbage i 70'erne. De klassiske Mini stationcar-modeller hed enten Countryman eller Traveller. Problemet for BWM er bare at de ikke ejer rettighederne til disse navne, så derfor valgte man Clubman. En detalje, som Mini entusiaster vil kende, men som den almindelige Mini chauffør ikke aner en pind om.

Designet
Den nye Clubman har naturligvis alle detaljerne fra det nyeste face lift omkring bilens front - men af åbenlyse designmæssige årsager er den helt sin egen fra midten og bagud. Mini Clubman er godt 24 cm længere end en standard Mini, hvilket giver mere plads på bagsædet og i bagagerummet. Pladsen i bagagerummet er vokset fra 160 liter i standardmodellen til 260 liter. Hvis man folder sæderne ned har man plads til hele 930 liter bagage.

Bagsmækken er udskiftet med to bagdøre, der åbner op til hver sin side. En lækker detalje finder vi omkring baglygterne, der umiddelbart ser ud til at sidde i dørene, men som i virkeligheden sidder i bagskærmen. De to bagdøre åbner altså op, udenom baglygterne.

Mini Clubman adskiller sig også ved at have en bagdør i højre side - lidt i stil med den type "suicide door" vi finder på Mazda RX-8. Bagdøren kan dog kun åbnes, hvis fordøren er åben også. Med døren åben har man fornem adgang til et ganske rummeligt bagsæde, hvor to voksne ganske fint kan sidde - også på længere ture.

At der kun er bagdør i højre side betyder ikke at man som passager ikke kan komme ud til venstre. Her har man mulighed for at skubbe førersædet frem, og stige ud - ganske som vi kender det fra den traditionelle model.

Kvaliteten af interiøret er steget i forhold til forgængeren. Materialevalget er rigtig godt, og Mini'en fremstår nu mere eksklusiv end tidligere.

Motorkraft
Mini Clubman fås med tre forskellige motorer. Den mindste model er denne Cooper Clubman, der er udstyret med den velkendte 1,6 liters Prince BMW motor med Valvetronic teknologi og 120 hk. Rykker vi en klasse op, så finder vi Cooper S modellen, der med sine 175 hk har masser af power. Sidst, men ikke mindst, der finder vi Cooper D, der med sin 110 hk 1,6 liters dieselmotor byder på brændstoføkonomi i særklasse - 24,4 km/l i gennemsnit er ganske pænt!

Den 120 hk Cooper passer glimrende til Clubman-modellen. Der er tilpas med motorkraft, og 0-100 km/t er overstået på 9,8 sekunder. Og da man samtidig kan holde et gennemsnitlig brændstofforbrug på 18,2 km/l, så er der vist ingen grund til at brokke sig. Cooper Clubman udleder 132 g CO2/km.

Oplevelsen
Hver gang jeg har haft en Mini til test, så tager jeg mig selv i at blive overrasket efter ganske få kilometers kørsel. Selv om jeg godt ved, hvor godt Mini'en kører, så overrasker det mig gang på gang, når jeg sidder bag rattet. Det er virkelig en bil, man som ikke kan undgå at sidde og smile i, hvis man værdsætter gode køreegenskaber bare en lille smule.

På trods af den ekstra længde, så påvirkes Clubman modellen ikke voldsomt rent køreteknisk. Den ligger stadig ultra præcist i alle sving, og byder på underholdning og køreglæde i verdensklasse. Mini Clubman er udstyret med det BMW udviklede CBC (Cornering Brake Control) system - en videreudvikling af ABS-systemet. CBC gør at bilen fordeler bremsemængden alt efter situationen og forhindre overstyring, så bilen fortsætter i den retning, det oprindeligt var meningen - selv i et nødbremsetilfælde med fuld bremsekraft. Systemet er imponerende og giver ekstra sikkerhed i undvigemanøvre.

En lille irriterende detalje er det nyudviklede brændstofbesparende system, der gør at bilen stopper motoren, hvis man kobler ud når man f. eks. holder for rødt i et lyskryds. Et system vi først så introduceret med VW's Lupo 3L. Man kan slå systemet fra ved at trykke på en knap - jeg ville dog hellere have at man kunne vælge at slå det til, i stedet for. Systemet er udviklet af BMW og har fundet vej til snart de fleste helt nye modeller. Hvor meget brændstof og CO2 udslip der spares ved almindelig kørsel ved jeg ikke - men det må tiden jo vise.

Konklusion
Mini Cooper Clubman er et genialt køretøj, der virkelig skiller sig ud fra mængden. Køreegenskaberne er i verdensklasse, og signalværdien ligeså. Du får mere plads end du gør i den almindelig Mini, og adgangen til bagsædet er genial og ligetil. Priserne starter ved knap 330.000,- kroner, hvilket er meget fair, når man tager afgifterne i betragtning. En lille detalje er dog, at hvis du vil have Mini'en med en tilpas mængde udstyr, så begynder det at blive dyrt. Vores testbil havde en basispris på 330.000,- kroner - men med udstyr, som vi i denne prisklasse mange gange tager for givet, så endte bilen på 490.000,- kroner.

Jeg er vild med Mini, og jeg er vild med den nye Clubman. Om bilen er for dyr kan diskuteres - men til prisen er det svært at finde noget med samme signalværdi og køreglæde. Suverænt godt lavet!