Allerede for 41 år siden, da den første Mini så dagens lys, kunne man få en køreoplevelse, som mange biler den dag i dag må være Mini’en forundt. Godt nok sad man dengang i et sæde, hvis nærmeste slægtning snildt kunne være Moster Annas gamle havestol. Motoren svedte olie som bare pokker og gearingen var ikke altid lige nem. Desuden måtte Mini’en finde sig i flere øgenavne, hvor ”hundehus” nok er det mest kendte. Der var dog noget helt specielt ved den lille bil - undervognen og køreegenskaberne var nemlig et kapitel for sig selv. Med hjulene helt uden i siderne og et tyngdepunkt der nærmest lå under asfalten, kunne det ikke undgås at Mini’en kunne leverer underholdning på topplan. Men, hvad så nu? Hvordan lever den nye BMW – undskyld, Mini så op til forgængeren?
Førstehåndsindtrykket når bilen ses udefra er imponerende. Man er aldrig i tvivl, hvilken bil det drejer sig om – også selvom retro-designerne har været der. Sjældent har man set så vellykket et design til en ”efterfølger”.
Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg satte mig ind i Mini’en. Det store centrerede speedometer, omdrejningstælleren på ratstammen og de herlige små vippe kontakter til elruder, centrallås og tågelygter. Det hele virkede så færdigt og velbygget. Selv plastikken, der skal gøre det ud for aluminium er behagelig at se på og rører ved. Den gamle havestol er udskiftet med nogle gode faste sæder, men behagelig sidestøtte. Og da, biler her var udstyret med delvis læderkabine og alskens andet udstyr, blev indtrykket bare endnu bedre. Pladsen foran passede perfekt til mine 176 centimeter. Og med det multijusterbare sæde og rat, var det ikke noget problem at finde en passende kørestilling.
Men, hvad så med motoren. Hvordan ville de 115 Hk opfører sig? Var det nok, eller ville bilen virke for tam. Det skal jo ingen hemmelighed være, at Mini’en måske ikke er så mini længere, når det drejer sig om vægten. 1125 Kg skal den 1.6 liters Chrysler designede motor med 115 Hk slæbe rundt på. Der har lydt mange rygter om, at der var alt for lidt power i motoren – og at det bedst kunne betale sig at vente på Cooper S versionen, der ser dagens lys til sommer. Og endnu vigtigere: Hvordan er BMW sluppet fra at lave deres første rigtige forhjulstrukne bil?
Der er i mine øjne ingen tvivl om, at det er 115 meget velplacerede hestekræfter der ligger under motorhjelmen. De 115 Hk leveres ved 6.000 o/min og bilens maksimale moment på 149 Nm leveres ved 4.500 o/min. Dette sikre en 0-100 Km/t tid på 9.2 sek. Samt en topfart på lige over 200 Km/t. Det bedste ved motoren er, at den på ingen måde lyder anstrengt – lige meget hvor højt op du kommer i feltet. Det er derfor behageligt at holde nogle forholdsvis høje omdrejninger på små snoede veje, og derved sikre en sjovere kørsel. Hvis man altså kan lide at lege. Og Mini’en, den vil gerne lege. Med alle fire hjul placeret helt ude i hjørnerne og en undervogn der bare er perfekt, så er der altså underholdning til rigtig mange timer. Forhjulene overfører fint kræfterne til asfalten og man er aldrig nervøs for at bilen byder på nogle unoder.
Til motor- og landevejs kørsel er Mini’en også rigtig sjov. Specielt pga. den støjsvage motor og den herlige undervogn. Man mærker faktisk ikke at bilen ”ruller” af sted med 160 Km/t.
Men, der er dog et stort minus ved det der ligger under hjelmen på Mini’en. Servopumpen leverer en helt utrolig larm, der gør at man nemt bliver irriteret på bilen. Samtidig har den så stor indflydelse på generatoren, at bilens lys bliver mærkbart svagere når der drejes på rattet. Først troede jeg at det bare var min Mini den var gal med – men en hurtig tur i min kollegas Mini One viste, at også her larmede pumpen. Et stort minus, som jeg håber bliver rettet.
Sikkerhedsmæssigt mangler der ikke noget i den lille bil. Seks airbags er standard. Samtidig byder Mini på noget så specielt som dæktryksmåler, som standard udstyr.
276.000,- kroner er standardprisen på Mini Cooper, hvilket er mange penge. Vores testbil var udstyret med ekstraudstyr for 85.000,- kroner, hvilket betød at den stod i 360.000,- kroner. Der var så også delvis læderkabine og klimaanlæg – men 360.000,- kroner er rigtig mange penge. Hvad får man så for alle disse penge? Opmærksomhed, køreglæde og nostalgi. Det er nok de tre ord der bedst beskriver Mini’en. Og det er også af disse årsager man skal købe bilen. Fire voksne kan ikke sidde behageligt og bagagen kan du godt få sendt frem, for bagagerummet rummer kun 160 liter. Hvilket lige er nok til en sportstaske og en squashketcher. Men, man kan jo også sige at pladsen er stor – ja, i forhold til forgængeren, hvor bilen med sine 363 cm er vokset med hele 40 cm.
Økonomisk set er Mini’en ikke just et mirakel. Officielt skal bilen løbe 14.9 Km/l i snit. Det gør den bestemt ikke. Det lykkedes os ved pæn kørsel af holde 12.2 Km/l. Det er ikke godt nok – heller ikke selvom man ved hver tankning er tankstationens midtpunkt.
Min konklusion på Mini Cooper må være, at det er en vildt lækker bil. Masser af køreglæde. Masser af opmærksomhed. Og masser af nostalgi. Mini’en er tilbage og den gør det rigtig godt. BMW har virkelig fanget elementerne fra den gamle Mini og overført dem til den nye – uden dog på nogen måde at ødelægge ideen med en ny bil. De 115 Hk i Cooper versionen sikre dig masse af underholdning, men er helt klart ikke nok til at udnytte det enorme potentiale der ligger Mini’ens køreegenskaber.
Hvis man køber en Mini, er det fordi man gerne vil have de ting der følger med en sådan bil. Man vil samtidig gerne have noget der er så ekstremt, at det er en fornøjelse at sætte sig ud og køre en tur. Derfor vil jeg mene, at hvis man vil ofre 276.000,- kroner på en Mini Cooper, så vil man også ofre 345.000,- kroner på storebror Mini Cooper S, som bliver introduceret til sommer. Her taler vi 163 Hk og 0-100 Km/t på blot 7.4 sek. Det må simpelthen være Maksimal Mini Mani.