Så er der godt nyt til alle Mini fans. BMW udvider nemlig modelrækken med Mini Countryman - en firehjulstrukket og ganske højbenet Mini, der fra flere vinkler ligner Clubman, men adskiller sig bl.a. ved at have to bagdøre, hvor Clubman kun har bagdør i højre side.

Countryman bliver den største Mini i modelprogrammet, da den er lige omkring fire meter lang. Den bliver samtidig den første Mini med firehjulstræk - det såkaldte "ALL4-system", som er hentet direkte fra BMW X1.

Motorprogrammet bliver nøjagtig det samme, som vi kender det fra den almindelige Mini.

Mini Countryman får premiere på biludstillingen i Geneve til marts - og vil formentlig komme i handlen omkring oktober 2010. Priserne forventes at ligge en del højere end Mini Clubman.