Mitsubishi Carisma så lyset i 1995 og fik sit sidste facelift i 2001, som bl.a. betød lidt rundere karrosseri former og introduktionen af en ny dieselmotor. En 1.9 l med 102 hk og den samme, bare med højere tryk, på 115 hk. Faceliftet betød desuden at Carisma’en fik 15" ventilerede skiver foran.

Indvendigt er der ikke sket det store i forhold til fx en ’96 model, dog er sæderne blevet forbedret betydeligt, så de er blandt de bedste i klasse. Desuden er stilkene til lys/visker blevet af bedre kvalitet.

Udstyret i bilen er ganske fint. Standard udstyret omfatter bl.a. elruder for, elspejle, manuelt A/C og varme i forsæderne. Foruden dette var testbilen udstyret med Mitsubishi’s eget Arrow-type Navigationssystem til en pris på 6.998,-. At der ikke er elruder bag i bilen synes jeg er lidt fedtet af Mitsubishi. Elruder kan jo godt undværes; bare ikke i denne bil, da det faktisk kræver en Schwarznegger overarm at rulle vinderne op og ned.

Motoren på 102 hk ved 4000 o/m er en moderne commen-rail med et moment på 235 Nm ved 1750 o/m. Når motoren er kold og kører i tomgang er det rimeligt tydeligt at høre at det er en diesel bil man sidder i; men så snart motoren er varm og man kører, lægger du stort set ikke mærke til det.

De 102 heste passer fint til bilen og mange overhalinger kan foretages i 5 gear. Carisma’en kan klare 190 km/t på toppen og 0-100 Km/t klares på 11,9 sek.

Det er især på motorvejen dieselmotoren udmærker sig. Støjniveauet er betydeligt lavere end fx en Carisma 1.6 benzin, grundet den lave total gearing. Desuden ligger det gennemsnitlige forbrug ifølge vores målinger på 16-19 km/l, og selv ved hurtig motorvejskørsel kan man holde 18-19 km/l. De officielle tal siger 18,2 km/l for blandet kørsel.

En ting der forundrede mig meget er, hvor dårligt nærlyset er blevet i forhold til fx ’96 modellen. Jeg følte mig ikke godt tilpas, da jeg kørte på motorvej om natten; nærlyset lyser kun vejen op 50 m. frem. Lygterne var måske forkert indstillet på denne bil, men skulle da være usædvanligt at dette måtte forekomme på en pressebil.

Navigationssystemet som bilen havde som ekstra udstyr er displaymæssigt integreret med radio og tripoplysninger.

Systemet fungerer glimrende og de allerfleste gange var det med meters præcision man fik at man skulle "Turn left", "Turn right" eller "You have arrived at your destination. Dog var den leverede kort-cd ikke så opdateret at det nye stykke nordjyske motorvej var med, så da jeg kom ud på det ukendt stykke motorvej foreslå den venlige damestemme: "Make an U-turn if possible".

Selve indtastningen af bestemmelsesstedet kan godt virke lidt omstændelig i starten, men når man lige får lært hvor knapperne sidder, kan lægge en adresse ind, på under 1 min. Navi-systemet er nok mest henvendt til handelsrejsende som tit kører på nye adresser.

Totalt set er Mitsubishi Carisma 1.9 DI-D en ganske udmærket bil, der dog ikke får hjertet til at banke hurtigere, eller skiller sig ud fra mængden.