Det er ikke mange pick up trucks, vi ser på vejene herhjemme, hvilket egentlig er ganske sjovt, da danskerne om nogen kigger mod USA, når nye trends skal følges. Nu er pick up konceptet jo bestemt ikke nyt, men nærmere en af de ældste bilkonstruktioner i verden, så der har da i hvert fald været tid nok til at ”komme ind i varmen”, så at sige, og forsøge sig med det til tider meget praktiske køretøj.

En del af forklaringen på de manglede pick ups på de danske veje er naturligvis, at pick ups mange gange er baseret på gammeldags konstruktionsprincipper, hvor bladfjedre nok er den mest udbredte. Fordelen ved bladfjedre er, at det er en utrolig nem og billig form for affjedring. Ulempen er, at køreegenskaberne ikke helt kan måle sig med mere moderne konstruktioner. Samtidig har kvalitet, indretning og design måske ikke stået øverst på listen hos konstruktørerne, hvilket heller ikke falder i europæernes smag. Der er dog sket en masse igennem specielt det seneste årti, og pick ups bliver mere og mere moderne, bare se de nyeste udgaver af Ford Ranger, Mazda BT-50, Nissan Navara og VW Amarok, der alle ser godt ud og byder på høj kvalitet. Det bliver en spændende klasse at følge – en klasse som Mitsubishi allerede har etableret sig godt og grundigt i, ved at tilbyde spændende futuristisk design og en avanceret konstruktion. Navnet er Mitsubishi L200 – en pick up af den hårdføre slags, der bestemt ikke lader sig slå ud af lidt hårdt terræn eller store snedriver.

Design og motor
L200 er designet til at yde. Den er hårdfør at se på, og tager du fat i den, kan du tydeligt mærke, at den er solidt bygget. Men den solide konstruktion gør på ingen måde L200 til en tung og kedelig rejsekammerat. Den 2,5 liters DI-D motor yder massive 178 hk og har et solidt drejningsmoment på hele 350 Nm allerede ved 1.900 o/min, hvilket gør den til en rigtig klatreged. Vores model var udstyret med en yderst velfungerende 5-trins automatisk gearkasse, der virkede meget velafstemt til bilen. Vælger du L200 med manuelt gear, er effekten den samme, men drejningsmomentet er på hele 400 Nm ved 2.000 o/min. Det kan godt mærkes på motoren i L200, at den er skabt til hårdt arbejde. Den er mere grov, end vi normalt forventer af en nyere dieselmotor. Men det er kun i selve accelerationsøjeblikket. Ved afslappende kørsel på landevej, hører du stort set ikke noget til det 2,5 liter store kraftværk. Mitsubishi lover 11 km/l i gennemsnit. Et tal vi præcist matchede, på trods af sneglatte veje, konstant firehjulstræk og derved højere forbrug. L200 fås også med en mindre ydelse på 136 hk. Denne motor tilbydes dog kun til Club Cab modellen, og altså ikke til den store Double Cab.

L200 er udstyret med uafhængigt hjulophæng foran, men holder stadig ved bladfjedrekonstruktionen på bagakslen, for på den måde at gøre L200 bedre egnet til tung last. Den fungerer glimrende, men spørgsmålet er, hvorvidt der er brug for så stor en lastevne på ladet. I mine øjne er det nok mere et spørgsmål om omkostninger ved produktionen.

Super Select 4WD
En af L200s helt store styrker er det avancerede Super Select firehjulstræk. Med Super Select har du mulighed for at skifte trækfunktion ved helt op til 100 km/t. Med Super Select har du mulighed for at vælge imellem 2H, 4H, 4HLC og 4LLC. Da jeg var så ”heldig” at teste L200 under meget ekstreme forhold (masser af sne, red.), viste Super Select tydeligt forskellen på de forskellige indstillinger. I 4HLC mode (firehjulstræk med høj gearudveksling og spærret centerdifferentiale) var der ikke den sneklædte vej, jeg ikke kunne forcere – det var virkelig imponerende. Og da Intense-modellen samtidig er udstyret med ESP og antispin, var L200 en yderst behagelig makker i det sneklædte landskab. Det eneste, vi ikke kunne ”geare” os ud af, var nedbremsningerne på glat underlag – for er det glat, så er det glat, og så hjælper selv de mest avancerede features ikke længere. Det skal dog siges, at ved hård nedbremsning på spejlblank overflade, holdt L200 en fuldstændig lige bane. Imponerende.

Interiør
Indvendig er L200 også ganske godt med – forstået på den måde, at tingene er solide, de fungerer, og de er placeret overskueligt. Måske lige med undtagelse af knappen til nedrulning af bagrunden. Den er placeret foran gearstangen, nærmest oppe under radioen. Samme sted som man har fundet plads til knapperne til sædevarmen. Ganske besynderligt, da der er masser af plads til knapperne andre steder.

Kabinen er generelt et ganske behageligt sted at opholde sig. Der er det, du kan forvente luksus- og komfortudstyr. Stort set alt sidder indenfor rækkevidde og er meget nemt at betjene. Det kan dog ikke undgås at få følelsen af ”plastik”, når man sidder bag rattet. Men det gør ikke noget, og det er med garanti bevidst, da L200 er bygget til hårdt arbejde og derfor skal være nem at gøre ren. Det er trods alt nemmere at spule en kabine i hård plast ned, end en i blødt læder.

Konklusion
Med sit futuristiske design fik L200 en hel del folk til at vende sig om. Med sit avancerede firehjulstræk og sin kraftige motor fik den mig til at smile. At konstruktionen visse steder så er lidt gammeldags og måske lidt ulogisk, virker som noget, der sagtens kan tilgives. Spørgsmålet er bare, hvor længe man tilgiver, hvis konkurrenterne kommer med mere tidssvarende konstruktioner i samme prisklasse.

I mine øjne er der ingen tvivl om, at L200 er en af de absolut bedste arbejdsheste på markedet p.t.. Den er robust, kraftfuld og imponerende god i terræn. Det burde være nok for de fleste bygherrer eller håndværkere, når de skal forcere skovveje, byggepladser eller sneklædte landskaber. Vælger du samtidig Double Cab-modellen, er du sikret ekstra plads til tasker o. lign.. Jeg kan helt klart anbefale Mitsubishi L200, hvis du søger en bil med ovenstående kvaliteter.