I USA er pickup trucks et meget yndet køretøj for private, hvor det stadig gælder at ”jo større jo bedre”, og de amerikanske pickups er enorme. I lille Danmark forholder tingene sig noget anderledes. Pickups er generelt ikke særlig udbredte, og slet ikke blandt parcelhusejere - og i sammenligning med de amerikanske pickup trucks, så er de europæiske modeller generelt nogle miniputter.

Lille marked
Selvom markedet for pickups i Danmark er begrænset, så er der trods alt nogle mærker at vælge i mellem – Toyota, Mazda, Ford, Mitsubishi og Nissan har alle en pickup stående klar i salgslokalerne.

Vi kigger denne gang nærmere på Mitsubishis pickup, som hedder L200. Prisen for denne dobbelt cab. topmodel med ”Invite” udstyr er 227.237 plus moms på 43.664 – i alt 270.901,-. L200 fås i basis version fra 175.992 plus moms på 34.190 – i alt 210.182,-.

Fin kabine
En ”dansk” pickup er ikke, som de amerikanske monstre, udstyret med enorme motorer og luksuriøse kabiner – her er der i stedet tænkt på det praktiske med slidstærkt interiør og en dieselmotor med et godt drejningsmoment, og nogenlunde fin brændstoføkonomi. Men kabinen føles i L200 trods det, ganske behagelig og komfortabel. ”Looket” er piftet op med blå instrumenter og matchende farver til klimaanlæggets knapper. Med i ”Intense” udstyret følger også læderrat og lædergearknop. Derudover er der også elruder/elspejle, fjernbetjent centrallås, varme i forsæder, og cd radio med 6 højttalere. Så alt i alt er man næsten på personbilsniveau i L200. En enkelt irriterende detalje er dog, at radioen er uden lys i knapperne overhovedet, så betjeningen er ikke let i mørke.

Kortere ladlængde
I og med at dette er en dobbelt cab. version (dobbelt kabine), og bilen er på gule plader så har man faktisk et ganske fint ”bagagerum” med adgang via de to ekstra døre. Prisen er selvfølgelig at ladlængden er gjort kortere, og kun har en længe på 1,325 meter mod 1,805 i single cab. versionen. Lasteevnen er op til 1 ton, og påhængsvægten er maksimalt 2,7 tons.

Skærmforøgere
Selvom de europæiske pickups ikke er så store som de amerikanske, så ved producenterne alligevel godt, at et voluminøst udseende gør en stor forskel. Derfor har man mulighed for at peppe det ydre op på L200. I forbindelse med ”Intense” udstyret har bilen får monteret skærmforøgere, 17” alufælge, frontgrille med krom, krom dørhåndtag og indfarvede trinbrædder. Og når man ser en basis L200 sammenlignet med udstyrsmodellen, så er der ingen tvivl – en basis L200 ser meget kedelig og spinkel ud i forhold til.

Motorvalg
Med hensyn til motorvalg, så er der ikke så mange alternativer – nemlig kun et. Det er en 136 hk common-rail dieselmotor med et moment på 314 Nm.. Sammen med ”Intense” udstyret følger også en 4-trins automat gearkasse, og et Super Select firhjulstræk med reduktionsgear.

I og med at L200 er forholdsvis tung, er motoren med de 136 hk ikke en overlegen sag i denne sammenhæng. Til by- og landevejskørsel dækker de fint behovet, men på motorvejen er der ikke mange kræfter at hente over 125 km/t. Motoren er heller ikke den mest støjsvage af sin slags, og økonomi er heller ikke dens stærke side. Det blev til blot 8,5 km/l i gennemsnit.

Super Select 4WD
Super Select 4WD er et avanceret firehjulstræk, hvor den vigtigste egenskab er mulighed for at skifte med 2WD og 4WD med op til 100 km/t. Normalvis må bilen kun køre med baghjulstræk, men man har altså muligheden for at skifte uden at skulle stoppe, hvis føret skulle ændre sig til det fedtede.

Ellers er firehjulstrækket ganske normalt, med mulighed for at låse centerdifferentialet for at give konstant træk på alle 4 hjul, og med mulighed for at køre med lav gearing, når der skal arbejdes hårdt i terrænet. Og det er L200 faktisk ganske god til. Motoren har et godt moment, dækkene er som standard gode terrændæk, og frihøjden er fin - så en tur i hårdt og krævende terræn er en fornøjelse i L200.

Mulighed for ESP
Både den aktive og passive sikkerhed i pickups har længe været et overset område, men i år tog EuroNCAP fat på det område, og crashtestede en række pickups. Nogle dumpede med et brag, men andre klarede sig igennem med skindet på næsen. Mitsubishi L200 klarede sig relativt fint og scorede 4 ud af 5 stjerner, men stadig med god plads til forbedringer.

På et afgørende punkt adskiller L200 sig dog, og det er med muligheden for ESP. Det er jo ingen hemmelighed at en højbenet pickup med stiv bagaksel ikke kan brillere med sine køreegenskaber, og derfor let kan smide bagenden på en våd vej. Derfor en ESP og antispin en meget kærkommen mulighed, som her i Mitsubishi sammenhæng er standard, når L200 vælges med det højeste udstyrsniveau.

Konklusion
De europæiske pickups er primært arbejdskøretøjer, hvorfor komfort og køreoplevelsen ikke bør sammenlignes med en personbil. Dermed ikke sagt, at de nyeste pickups er en pine at køre, for igennem de seneste generationer, så er de blevet helt medgørlige til dagligdagsbrug. Mitsubishi L200 hører hjemme i den bedre ende af spektret, men motorens støjniveau trækker ned i det samlede indtryk. Sikkerheden og udstyrsniveauet trækker i den modsatte retning, hvor L200 er en af de sikreste pickups, især når man vælger modellen med ESP.