Ny Fiat Punto

Efter tre år med den nuværende model introducerer Fiat nu en ny Punto, der kommer på gaden i Danmark den 21. juni.

Den nye Punto har en omfattende sikkerhedspakke med 6 airbags og nyeste ABS bremser fra Bosch med EBD (elektronisk fordelingen af bremsekraften mellem for- og bagakslen). Derudover er der mulighed for ESP på Dynamic 1.3 Multijet og 1.4 FIRE motorerne. ESP systemet omfatter også ASR mod hjulspind, MSR der forhindrer hjulblokade ved for hurtig nedgearing, Brake Assist, der forøger trykket på bremsepedalen ved katastofeopbremsninger og derved reducerer bremselængden samt et såkaldt "Hill Holder" system. Hill Holder gør det lettere at sætte i gang op ad bakker uden risiko for, at motoren går i stå eller bilen springer frem på grund af for meget gas.

Fornyelsen af Punto omfatter nyt design både for og bag samt en helt ny kabine, hvor blandt andet stereoradio med Cd-afspiller og 6 højttalere samt fjernbetjent centrallås er standardudstyr på alle versioner. Punto har et af klassens største bagagerum - alle 5 dørs versioner har hele 297 liter at gøre godt med. Alle versioner har højdejustérbart rat og førersæde.Dynamic og Sporting leveres med splitbagsæde og med mulighed for Isofixbeslag til montering af barnestole.

Flere nyheder findes under motorhjelmen, hvor Punto får nye motorer og gearkasser. Blandt andet den helt nye 1,3 16v dieselmotor med 70 hk og Multijet brændstofindsprøjtning efter Common Rail princippet. Punto er verdens første bil i sin klasse med Multijet indsprøjtningsmotor, der giver en række nye fordele i forhold til de hidtidige Common Rail dieselmotorer. Blandt andet meget lave vedligeholdelsesomkostninger, et lavt støjniveau, endnu bedre trækkraft og en fornem brændstoføkonomi. Med 1,3 l. dieselmotor kan Punto køre over 22 km/l ved blandet kørsel , udenfor bytrafik kan man komme op på over 25 km/l. Topfarten i den nye dieselmotor er 164 km/t, og accelerationen fra 0-100 km/t kan klares på 13,4 sekunder.

Den nye dieselmotor er udstyret med kædetrykket knastaksel, der har langt længere levetid end den traditionelle løsning med tandrem. Motoren er derfor bygget til at kunne køre over 240.000 kilometer helt uden navneværdig vedligeholdelse af de mekaniske dele. Intervallerne mellem olieskiftene er hævet fra 20.000 kilometer til 30.000 kilometer, og motorolien er en nu specielolie til gavn for miljø og brændstoføkonomi. Kun selv filterindsatsen i oliefilteret skal fornyes i forbindelse med olieskift– resten af filteret kan genbruges.

Den hurtigste benzinmotor til Punto hedder FIRE 1,4 16v. Med 95 hk sikrer den Punto flotte præstationer med en topfart på 178 km/t og en accelerationstid fra 0-100 km/t på 9,9 sekunder. På det danske marked introduceres Punto med valgmulighed mellem i alt fire forskellige motorer - 1,2 8v - 1,2 16v med Speedgear som standardudstyr - 1,4 16v samt 1,3 Multijet.

Som eneste bil i klassen kan man vælge mellem to forskellige automatgearkasser til Punto. Speedgear er et trinløst automatgear, hvor føreren blot skal vælge D indstillingen med gearvælgeren , så sørger gearkassen automatisk for at få det optimale ud af kræfterne fra motoren. Med Dualogic automatgearet kan man vælge selv at skifte gear ved at vippe gearstangen op og ned eller man kan overlade det til automatikken selv at finde det rigtige gear. Punto byder selvfølgelig også på manuelle gearkasser med 5 eller 6 gear.

Punto kommer i tre udstyrsversioner Active, Dynamic og Sporting. Billigste version er Punto Active 1,2 l. 8v til 140.998 kr. Med 1,3 16v Multijet koster Punto Active 171.998 kr. og topversionen Punto Sporting er prissat til 188.998 kr. med blandt andet manuel aircondition, tågeforlygter, 15" alufælge og ESP som standardudstyr.

Af nyt spændende ekstraudstyr, kan nævnes bi-zone klimaanlæg, fjernbetjening af radio/cd-afspiller fra rattet, ESP, Cruise control samt parkerings- og regnsensor.

Punto leveres med en række serviceydelser, der følger bilen i hele dens levetid. Blandt andet pakkeløsninger til finansiering, forsikringer ordnet af forhandleren, 2 års garanti, 2 års vejassistance og et omfattende net af autoriserede forhandlere og værksteder over hele Europa.

Med fem millioner solgte eksemplarer er Punto en af Europas mest populære biler.