Lige fra den kom på markedet for tre år siden, har performance-SUV'en Audi Q7 indtaget en førerposition som en sportslig, komfortabel og højtydende fritids- og businessbil i stort format.

Nu gør Audi den endnu bedre – mere elegant med nye farver og materialer i kabinen, mere dynamisk med nye stødfangere og kontrastlakering og mere effektiv med færre emissioner.

Audi Q7 fås med seks kraftfulde og effektive motorer med direkte indsprøjtning – to benzinmotorer og fire dieselmotorer, og blandt disse finder man verdens stærkeste dieselmotor til en SUV – Audi Q7 V12 TDI. 

På udstyrssiden er der kommet flere muligheder – bl.a. tilbydes xenon plus-forlygter med et nyt adaptive light-system, som udover nærlys, fjernlys og et specielt motorvejslys også omfatter dreje- og kurvelys. Klimakomfortsæder hører også til det luksusudstyr, der kan tilvælges. Disse sæder kan ikke blot varme kroppen. De er også udstyret med små ventilatorer til afkøling. 

Fire nye farver har fundet vej til Audi Q7 – ibishvid, grafitgrå metallic, teakbrun metallic og orcasort metallic og ved hjælp af de tre udstyrspakker: S line eksteriør, S line sport og Off Road har man rig mulighed for at individualisere udtrykket på sin Audi Q7.