Hyundai Tucson harpremiere i Chicago

Hyundai Motor Co. havde torsdag sidste uge ved åbningen af Chicago Motor Show verdenspremiere på sin nye lille SUV, Hyundai Tucson.

Modellen er lidt mindre end den meget populære Hyundai Santa Fe og kommer på markedet verden over i anden halvdel af 2004.

Den firedørs SUV er opkaldt efter byen Tucson i Arizona det sydvestlige USA. Den udtales "tuson" - altså uden c. Hyundai Tucson har en maskulin og atletisk fremtræden, og der er lagt stor vægt på bilens anvendelighed og alsidighed.

Tucson har et rummeligt, velindrettet interiør med masser af komfort og plads til både fører, passagerer og alt det, de skal have med. Bagsæderne kan fældes ned, så der opstår et stort bagageområde, der er robust, kan rumme det meste og giver mulighed for at spænde bagagen fast. Området kan udvides ved at nedfælde det forreste passagersæde, som i øvrigt også har sovebeslag.

Hyundai Tucson har seks airbags - foruden front- og sideairbags har den også de såkaldte gardinairbags, som ruller ned over sidevinduet og sørger for, at hovedet ikke støder imod ved en sidekollision.

Mange motorvarianter
Basismodellen har en to-liters firecylindret DOHC benzinmotor med CVVT, trinløs variabel ventilindstilling. Den yder 143 HK og fås med enten femtrins manuel gearkasse eller Shiftronic automatisk transmission.

En to-liters turbodiesel motor på 112 HK bliver også standard på det europæiske marked.

Topmodellen får en 2,7 liters V6 DOHC aluminiumsmotor og automatgear med Shiftronic. V6-motoren har et særligt indsprøjtningssystem, som sørger for blødere gangkultur og masser af kraft over hele omdrejningsfeltet.

De fire cylindrene modeller kan fås med 2 eller 4 hjulstræk, den 6 cylindrene model kun med 4hjuls træk. Vælger man en model med 4 hjulstræk er bilen udstyret med et moderne Borg-Warner elektronisk og interaktivt moment-styringssystem. Det sørger for, at op til 99 procent af motorkraften fordeles til forhjulene under normale vejforhold.

Hvis vejforholdene eller behovet for moment ændres, sørger systemet automatisk for at sende op til 50 procent af kraften til de bageste hjul. Systemet overvåger gasspjældets position, de forreste hjuls vinkel og krafttab. Når overfladeforholdene ændrer sig, sendes kraften automatisk videre til de hjul, der har det bedste vejgreb.

På instrumentpanelet er der en 4WD låsefunktion, som giver mulighed for, at føreren manuelt kan låse systemet ved en 50-50 fordeling af momentet mellem de forreste og bageste hjul.

Masser af udstyr
Hyundai Tucson kan leveres med alt i moderne udstyr her under det nyeste sikkerhedsudstyr som gardinairbags og ESP.

Af andet udstyr kan nævnes fire skivebremser, ABS, 16 tommer letmetalfælge, aircondition, eldrevne ruder, centrallås, seks airbags, alarmsystem med fjernbetjening, varme i sidespejle, afisning af forrude, tonede ruder, tagræling / tværbjælker, bagrudevisker, dæktryksalarmsystem, radio/CD med 6 højtalere, læderindtræk, eldrevet soltag, varme i forsæderne, tågelygter og blændet glas bagi.

Udstyrsniveau og priser på det danske marked er dog endnu ikke fastlagt.

Tucson forventes introduceret i Danmark i august/september 2004.