• Begrænset antal af den nye KIA Picanto sælges til den nuværende pris på trods af forventede prisstigninger.

Nu kan man få en ny KIA Picanto til gammel pris. Baggrunden for tilbudet er den enkle, at KIA har haft kæmpe succes med den lille KIA Picanto. Succes’en er blevet endnu større efter afgiftsnedsættelsen i juni måned, hvor økonomiske og miljørigtige biler blev tilgodeset. Faktisk er der blevet solgt så mange Picanto’er, at lagrene af den smarte lille bil er blevet tømt henover sommeren.

”Det ville normalt ikke være et problem, hvis ikke der var en ny Picanto på vej, så vi kan simpelt hen ikke bestille flere af den nuværende model. Det synes vi ikke skal gå ud over vores kunder” siger adm. dir. Jens Bjerrisgaard, KIA Import Danmark. ”Vi tager chancen og garanterer et begrænset antal af den nye Picanto til samme pris, og derved giver kunderne endnu mere værdi for pengene – selvom vi allerede nu ved, at den nye Picanto vil blive dyrere end den nuværende”.

Den nye KIA Picanto, som i øvrigt præsenteres i Danmark for første gang på biludstillingen i Herning sidst i oktober, er ikke helt fremmed. Bilen der havde verdenspremiere på Barcelona Motor Show i juni ligner meget sin forgænger. Der er tale om smarte designmæssige opdateringer udvendigt samt en række fornyelser indvendigt. En ny front og et nyt bagparti – plus lidt større dimensioner (den nye Picanto er 40 mm længere end forgængeren) – gør alligevel bilen anderledes end den nuværende model. Desuden vil den nye Picanto være udstyret med en hel ny type servostyring.

”Vi tilstræber, at udstyret på de nye biler vil være det samme som på den nuværende model, og det er ikke usandsynligt, at der kommer nye ting til, så kunderne får endnu mere for deres penge,” siger Jens Bjerrisgaard.


Den nuværende Picanto er prismæssigt en af de mest attraktive biler i Danmark. KIA Picanto 1,0 med LX udstyr er i øjeblikket prissat til kr. 89.327,- excl. levering og modellen med samme motor og EX udstyr koster 106.764 kroner.

”Da vi introducerede KIA Picanto for tre år siden var modellen ikke set før,” fortæller Jens Bjerrisgaard. ”Alligevel tog danskerne den omgående til sig og vi kom hurtigt op på en leverance, der kunne tilgodese interessen herhjemme. Da afgiftslempelsen i juni blev en realitet, var vi godt klar over, at det ville øge interessen for bilen, men at lagrene blev tømt så hurtigt, var nok lidt af en overraskelse. Det er vel det, man kalder et ”positivt problem” for os – og det vil vi også gøre det til for vores kunder,” slutter han.