Den mest sportige og rendyrkede Gallardo til dato

Automobili Lamborghini SpA præsenterer nu i form af Lamborghini Gallardo Superleggera en fuldstændig kompromisløs high-performance sportsvogn. Med en forøget ydelse på 10HK og en totalvægt reduceret med 100 kg er den nye Gallardo Superleggera endnu mere dynamisk end den i forvejen sportige Gallardo. Selve forholdet mellem vægt og ydelse er 2,5 kg/HK, hvilket placerer modellen helt i top.

Lamborghini Gallardo Superleggera accelerer således hurtigst i sin klasse og bruger blot 3,8 sekunder på at nå 100 km/t, hvilket er 0,2 sekunder hurtigere end basismodellen. Modellen er en ekstrem high-performance sportsvogn, der som standard leveres med e-gear, hvilket sikrer gearskift uden at skulle flytte hænderne fra rattet. Den nye Lamborghini Gallardo Superleggera bliver kun produceret i et begrænset antal og kan fra marts 2007 bestilles hos Danmarks eneforhandler af Lamborghini, Lamborghini Copenhagen.

Motoren i Gallardo Superleggera er den seneste udgave af Lamborghinis velkendte 5 liters V10 motor. De maksimale 530HK opnås ved 8.000 omdrejninger/min. Den øgede motorkraft er gjort mulig ved at øge motorens volumeneffekt gennem et optimeret flow i indsugningen og en reducering af modtryk i udstødning samt en deraf krævet optimering af motorstyringen. Naturligvis opfyldes de strenge emissionskrav til både EURO 4 og den amerikanske LEV (Low emission vehicle)".

I kraft af avancerede materialer og teknologi er det lykkedes Lamborghinis ingeniører at reducere den allerede lave vægt (1430 kg) med yderligere 100 kg. Motorhjelmen er i karbonfiber og transparent polykarbonat, som foruden at være et meget let materiale, også har den fordel, at den giver udsyn til den imponerende V10. Også diffuseren bag, panelerne under bilen, sidespejlene, dørbeklædningerne og midtertunnelen er i karbonfiber. Den yderligere vægtreduktion blev opnået ved at udskifte visse glasoverflader med det transparente polykarbonat.

Til interiøret har man valgt sportssæder i monocoque karbonfiber beklædt med Alcantara læder til både fører- & passagersæde for således at garantere, at fører og passager fikseres ved de høje G-påvirkninger, som Gallardo Superleggera er i stand til at skabe.

Lamborghini Gallardo Superleggera leveres som standard udover e-gear også med sportsaffjedring og ruskindbeklædt rat. Modellen fås i fire farver: Midas gul, Borealis orange, Telesto grå og Noctis sort. Lamborghini Gallardo Superleggeras karakter understreges desuden af dækkene, som er Pirelli P Zero Corsa monteret på de nye Scorpius formede fælge.

Af ekstraudstyr kan nævnes multimedie system med navigation og CD-afspiller, bakkamera, interiørpakke i karbon, hækspoiler, 4-punkt sikkerhedssele, forberedelse til montering af styrtbøjle samt keramiske bremser.