Den ny Mercedes-Benz SLS AMG får verdenspræmiere på bilmessen i Frankfurt, der åbner dørene på tirsdag den 15. september. Sportsvognen med de legendariske ”mågevingedøre” leder tankerne hen mod den klassiske Mercedes SL ”Gullwing” (mågevinge) fra 1950erne og er samtidig svaret på en mere end 50 år gammel drøm blandt bilentusiaster verden over.

Bilen kombinerer det ypperligste som Mercedes-Benz kan levere inden for kvalitet og sikkerhed med AMGs kompetencer inden for motorudvikling, teknik og køreglæde.

Mercedes-Benz SLS AMG er bygget af aluminium, hvilket sikrer lav vægt og høj styrke. I sammenhæng med en optimal vægtfordeling på 47 procent for/53 procent bag garanteres for køreglæde og dynamik i yderste potens.

Motoren er en 6,2 liters V8'er som yder 571 hk /420 kW samt et maksimalt drejningsmoment på 650 Nm. Disse tal borger for præstationer, der er værdige for en racerbil, hvilket de 3,8 sekunder fra 0-100 km/t cementerer.

Topfarten er elektronisk begrænset til 317 km/t (alle tal er foreløbige).

Bilen kommer til Danmark næste år. Prisen ligger endnu ikke fast.