Mazda begynder produktionen af ny Mazda3

Hofu City, Japan – Den 25. juni 2003 begyndte Mazda Motor Corporation produktionen af den fjerde model i en helt ny generation af biler fra Mazda. Den nye model får navnet Mazda3, og Mazda viser nu de første billeder af bilen i sin endelige og meget sportslige udformning. Allerede i marts 2003 kunne man få et fingerpeg om designet i form af konceptbilen Mazda MX Sportif, der blev vist på biludstillingen i Geneve.

Mazda3 har sin officielle verdenspremiere på den internationale biludstilling i Frankfurt i september 2003, og i den forbindelse offentliggøres de nærmere informationer om modelprogram, teknik, udstyr og priser.

Det ligger allerede nu fast, at Mazda3 viderefører generne fra de nyeste Mazda-modeller, Mazda6, Mazda2 og Mazda RX-8. Det giver løfter om meget dynamiske køreegenskaber kombineret med stor rummelighed og et meget højt kvalitetsniveau.Den nye Mazda3 forventes introduceret på det danske marked sidst på året.