Mest sporty Opel nogensinde
Opel Vectra GTS har med 3,2 V6-motoren en tophastighed på 248 km/t, et chassis tunet til sportslige køreegenskaber, men fuldstændig ligeså funktionel som en almindelig sedan.Ved præsentationen af Opel Vectra blev det sagt, at der ville komme flere modelvarianter – med det formål at tilfredsstille forskellige kundeønsker.. Vectra GTS er den første af disse varianter, og er ikke blot en Vectra med kraftigere motor, sportssæder og sportsrat Vectra GTS har sit eget design - lidt som en coupé, skønt det er en femdørs bil. Fronten viser også, at det er en anden model med kølergrill i motorhjelmen foruden store luftindtag i stødfangeren.I forhold til den ”almindelige” Vectra er affjedringen stivere og dæmpningen kraftigere. Samtidig er karrosseriet sænket 20 mm, hvilket tilsammen giver mulighed for at udnytte en større tværacceleration. I harmoni med de meget kontante køreegenskaber er styringen hurtigere med mindre udveksling, og det effektive stabiliseringssystem, "ESP+" griber senere ind ved udskridning af baghjulene, og ønskes der udpræget sportskørsel kan systemet i GTS slås fra.Vectra GTS har de samme tekniske nyheder, som blev introduceret i Vectra sedan, den samme kollisionssikkerhed og samme lave luftmodstand med en cW-værdi på 0,28.

Tre motorer at vælge imellem
3,2-liters V6-motoren på 155 kW/211 hk med et maksimalt drejningsmoment på 300 Nm ved 4.000 omdrejninger i minuttet fås kun i Vectra i GTS udgaven.Med denne motor er tophastigheden 248 km/t, accelerationen 0-100 km/t 7,5 sekund, og forbruget svarer til 9,9 km pr. liter.Hvis mindre kan gøre det, kan valget være den kendte 2,2-liters firecylindrede motor med balanceaksler. Den udvikler 108 kW/147 hk ved 5600 omdrejninger i minuttet, accelererer 0-100 km/t på 10,2 sekunder og giver en tophastighed på 216 km/t, gennemsnitligt benzinforbrug er 11,6 km/liter.Betyder den store tophastighed ikke så meget i forhold til de sportslige køreegenskaber findes 1,8-liters motoren på 90 kW/122 hk.. Den har et maksimalt drejningsmoment på 167 Nm ved 3800 omdrejninger i minuttet, giver en acceleration 0-100 km/t på 11,2 sekunder og en tophastighed på 205 km/t. Til gengæld kører den ved blandet kørsel 12,7 km/liter.

Nyt 5-trins automatgearmed "ActiveSelect"
Som i den nye Vectra sedan er der som standard en 5-trins manuelt betjent gearkasse med kabeltræk, en konstruktion, som holder støj og vibrationer væk fra kabinen. Med undtagelse af 1,8-liters motoren kan der i forbindelse med de øvrige motorer som ekstraudstyr leveres et 5-trins automatgear med "Active Select"-funktion. Det vil sige, at man kan vælge mellem at køre fuldt automatisk, eller man kan sætte gearvælgeren over i en anden kanal og selv skifte gear ved at bevæge gearvælgeren frem eller tilbage Med automatgearet i funktion, indretter det skiftepunkterne til den valgte kørestil, og ved vinterkørsel kan føreren trykke på en knap, så igangsætning sker uden brug af det laveste gear - og man undgår derved hjulspind.

Fornemt udstyret
Selv i grundmodellen Sport findes et omfattende udstyr. Det omfatter sportssæder med mange indstillingsmuligheder for både fører og passager, elruder i fordørene, aircondition med ventilationskanaler til bagvognen, fjernbetjent centrallås, sportsrat indstilleligt i højde og afstand og betrukket med perforeret læder, et forskydeligt midterarmlæn med stor bagageboks, opvarmede og el-betjente sidespejle og CD-afspiller med fjernbetjening i rattet.Vectra GTS Elegance er der yderligere sportssæder med delvis læderbeklædning, elrudehejs både for og bag samt 17" letmetalfælge.Desuden kan Vectra GTS bestilles med forskelligt ekstraudstyr som f.eks. læderindtræk, elektronisk klimakontrol med tozoners luftudtag og sensor til luftkvalitet, xenon forlygter, "Park Pilot" for og bag samt "infotainment"-system af høj kvalitet og desuden navigationssystem.Vectra GTS er ikke mindst velegnet til lange ture, og skulle bagagerummet på 500 liter undtagelsesvis ikke være tilstrækkeligt, kan splitbagsædet 60:40 udvide bagagekapaciteten til så meget som 1.360 liter.

Aktiv og passiv sikkerhed i top
Det meget vridnings- og bøjningsstive karrosseri i Vectra GTS er medvirkende til de sikre køreegenskaber og til den store passive sikkerhed ved kollision. Brugen af letmetal i hjulophængene giver lavere uaffjedret vægt og dermed den bedste vejkontakt. I forbindelse med ABS-bremserne er der elektronisk kontrol under opbremsning i sving, elektronisk bremsekraftfordeling i forhold til vægtbelastning, antispind-kontrol (ikke med 1,8 liters motoren) og "ESP+ på 3,2 V6 versionen, den seneste generation af stabilitetskontrol, der i kritiske situationer holder bilen på ret kurs ved at aktivere bremserne på op til tre hjul.Den passive sikkerhed varetages først og fremmest af karrosseriets konstruktion, der i størst mulig udstrækning bevarer kabinen som et "sikkerhedsbur". Der er airbags og sideairbags foran – og gardinairbags dækker siderne ved både for- og bagsæder. Trepunktssikkerhedsseler findes ved alle fem pladser og ved yderpladserne med højdeindstilling, selestrammere og kraftbegrænsning. Forsæderne har de forbedrede aktive hovedstøtter til afværgning af piskesmældskader. Som en selvfølge findes Opels patenterede løsning med udløsning af pedalerne i tilfælde af en kollision.

Lave driftsudgifter
En indbygget servicekontrol fortæller ifølge driftsbetingelserne, hvornår bilen skal til service. Under gunstige betingelser er intervallerne mellem de enkelte servicebesøg udvidet til hvert andet år eller 30.000 km for benzinbiler og 50.000 for diesel. På grund af udbredt brug af galvaniseret plade er der 12 års gennemtæringsgaranti, og i hele konstruktionen er der taget hensyn til, at reparationer og udbedring af skader kan ske hurtigt og billigt.

Priserne starter ved 330.500 for en 1,8 Sport model og slutter ved 412.000 for en 3,2 V6 Elegance.