Peugeot 107 blev i 2006 kåret som Danmarks økonomibil nr. 1. Den er siden solgt i knap 7.000 eksemplarer og har været en dominerende spiller i den lille klasse.

Med en længde på 3,43 m og en venderadius på kun 9,46 m er Peugeot 107 løsningen på bytrafikkens udfordringer. Den smutter let rundt i byens mylder og kan uden besvær parkeres i snævre parkeringsbåse.


Den nye Peugeot 107 har fået et skarpere frontdesign, men har bevaret sit karakteristiske smil. Begge udstyrsniveauer (Comfort og Comfort Plus) har fået en ny front med nydesignet kølergitter med netmønster og kofanger med en chrome-liste. Som et andet nyt designelement har 107 desuden fået luftindtag i siderne på forkofangeren, hvilket gør det muligt at eftermontere tågeforlygter.

107 har attitude og med to helt nye farver, Blå Electra og Orange Mandaline, er der mulighed for at skille sig ud i byen. En ekstra detalje er desuden nye ”Cordouan” 14” hjulkapsler. Interiøret er originalt og funktionelt med et retro-look. Comfort Plus-niveauet tilbydes nu med et nyt indtræk i sort stof med sølvgrå mønster og som noget nyt er der mulighed for Alcantara trim, hvilket udover indtrækket indbefatter læderrat og lædergearknop.


På komfortsiden er der på flere punkter arbejdet endnu mere med støjdæmpningen, og især når det kommer til miljøområdet, er den nye 107 med helt fremme. Den lille bybil, som i forvejen er blandt Danmarks mindst CO2-udledende personbiler har reduceret sit brændstofforbrug og dens 1,0 liters benzinmotor udleder nu kun 106 g CO2 pr km.

Den nye Peugeot 107 vil ligesom sin forgænger have ESC på begge niveauer som standard. Den har et højt sikkerhedsniveau med bl.a. EBD (elektronisk bremsekraftfordeler), ABS, seks airbags (to frontairbags, to frontsideairbags og to gardinairbags), selealarm ved førersæde og sammentrækkelig ratstamme. 107´eren opnåede således også fire stjerner i EuroNCAP´s sikkerhedstest og understreger, at en lille by- og pendlerbil sagtens kan være handy og samtidig have et højt sikkerhedsniveau.

Peugeot 107 introduceres i Danmark til januar 2009.