Dynamisk Polo

Ny mærkeidentitet giver et friskt ansigt

Polo fejrer sin 30 års fødselsdag med en ansigtsløftning, så den fremstår mere dynamisk og frejdig end nogensinde. Især den redesignede front med den V-formede kølergrill giver den nye Polo en langt mere markant fremtoning. De velkendte Polo-dyder er grundstenene. Også den nyeste generation af allround-talentet sætter standarden i sin klasse. Dens stabile værdier kan mærkes i hver detalje og lader ikke noget tilbage at ønske til hverdagsbrug. Der er god plads, logiske og praktiske betjeningselementer, velorganiseret kabine og førsteklasses sæder, som får alle passagerer i Polo til at føle sig veltilpasse.

Ydre udstråling

Polo har bevaret sin sympatiske udstråling, selv om udtrykket er blevet mere modent og tidssvarende. Polo gør en god figur som både bybil og langtursbil, familiebil og bil til yngre bilkørere, som lægger specielt stor vægt på smarte og unikke former.

Den komplet nydesignede front giver udtryk for den råstyrke, Polo besidder. De tydeligt markerede kindben starter ved A-stolperne og strækker sig ned over motorhjelmen til kølergrillens fyldige ”mund”. Designerne har med stor kreativitet leget med de karakteristiske runde elementer i forlygterne, og dermed skabt Polos fascinerende øjne. Blinkfunktionen er integreret i sidespejlene.

Hvad angår sikkerhed er Polo på samme høje niveau som tidligere og har for eksempel ESP med bremseassistent, EDS og ASR som standard. Der er trepunktsrulleseler på alle fem pladser og fire airbags. Hovedairbags kan købes som ekstraudstyr, ligesom dæktrykkontrolsystemet, der med en lampe advarer føreren, når lufttrykket i et af dækkene falder for eksempel ved punktering.

Den kraftfulde front har forøget Polos længde med 19 millimeter. I bredden og højden er målene de samme som på den tidligere model. Bagenden har fået et mere dynamisk anstrøg, som er inspireret af det nye frontdesign med V-formet kurve og ny lygteformgivning. Set fra siden har Polo en distinkt og overbevisende profil. Til gengæld er der en klar sportslig sidelinie i tre-dørs-versionen, mens fem-dørs-udgavens linier understreger soliditeten i en familiebil.

Indre dyder

Kabinen er indrettet praktisk og komfortabelt for passagererne. Øjnene kan glæde sig over eksklusivt stofbetræk med nye, friske mønstre. I det hele taget er materialevalget foretaget med udsøgt omhu og kvalitet for øje. Det fire-egede rat er blevet forbedret, så det er rarere og mere sikkert at holde i. Som en fiks detalje er der placeret et lille rum til parkeringsbilletter og andre småting, som føreren skal have lige ved hånden, til højre for instrumenterne. Blaupunkt-radio med cd- og MP3-afspiller og fire højttalere er monteret i Polo som standard.

Som vanligt er der mange måder at give Polo det præg, man selv har lyst til eller behov for. På den lange ekstraudstyrsliste er der kommet en del nyheder. Når bilen skal bakkes ind på trange p-pladser, lyder en advarselstone fra ParkPilot i god tid, så man undgår at ramme for eksempel en høj kantsten eller stødfangeren på bilen bagved. En anden god hjælp er coming-home-funktion, som lader lyset være tændt et stykke tid efter, at man har forladt bilen, og derefter slukker automatisk. Sammen med coming-home hører regnsensor og bakspejl med automatisk afblænding. Et moderne tre-eget læderrat med stødabsorberende midterstykke gør Polo endnu mere eksklusiv.

Attraktivt DK-udstyr

Udstyrsmæssigt kommer Polo til Danmark som Trendline-version. En yderst favorabel DK-pakke, som kun koster 5.000 kroner, omfatter: Fjernbetjent centrallås med to nøgler, elektrisk rudeoptræk foran, elektrisk indstillelige og opvarmelige sidespejle, indstillelig varme i forsæderne, splitbagsæde (1/3 eller 2/3), forlygtevaskeranlæg, elopvarmede sprinklerdyser, højdeindstillelige forsæder, skuffer under forsæder, kopholder foran, kørecomputer og bagagerumslys samt stødfangere, lister, spejlhuse og dørgreb, der er lakerede i bilens farve.

En trecylindret 1,2 liters motor med 55 hk, to firecylindrede 1,4 liters motorer med henholdsvis 75 og 101 hk udgør benzinmotorprogrammet. De trækstærke TDI-motorer med pumpe-dyse-teknologi fås også i tre udgaver: En trecylindret 1,4 med 80 hk og to firecylindrede 1,9 med henholdsvis 101 og 130 hk. Alle motorerne er økonomiske i drift og opfylder EU4-emissionsnormen.

Polo-introduktion

Den nye Polo kan ses og prøves hos de danske Volkswagen-forhandlere fra den 30. maj. Den officielle introduktion sker den 18.-19. juni, hvor der holdes weekend-åbent over hele landet.

Startprisen for Polo med tre døre er 165.989 kroner. Med i prisen er to års garanti, lange og variable serviceintervaller og mobilitetsservice.