Modeloffensiven fortsætter: Ny Porsche 911 GT2 i 2004 - stærkere og endnu hurtigere

Porsche præsenterer igen en ny model som led i sin modeloffensiv. Det er en ny version af den stærkeste af alle 911’ere, og det bliver den sjette modelpræsentation i år efter en ny 911 GT3, 911 Carrera 4S Cabriolet, 911 Turbo Cabriolet, 911 GT3 RS og 911 40-års-jubilæums modellen. Den ny 911 GT2 har en ydelse på 483 HK (355 kW), eller 21 HK (15 kW) mere end den tidligere model. Det gør den både hurtigere og mere dynamisk end før.

Den højere ydelse er opnået igennem en detaljeret udvikling af den elektroniske motorstyring, som har øget drejningsmomentet med 20 Nm til hele 640 Nm mellem 3500-4500 omdr./min. Med et vægt/kraft forhold på 4,86 kg pr. kW tager det blot den baghjulsdrevne 911 GT2 4 sekunder at accelerere fra stilstand til 100 km/t, og blot 12.6 sekunder fra 0 til 200 km/t. Tophastigheden nås ved 319 km/t, og det er 4 km/t hurtigere end den tidligere models præstation. Emissionen er den samme som for 911 Turbo modellen. D.v.s. at den let opfylder D4-standarden, der er ækvivalent med EU4-normen, der dog først bliver lovkrav fra januar 2005. 911 GT2 opfylder desuden alle US-normerne.

Ekstreme sportsvognspræstationer var en klar prioritet, da denne nye model blev udviklet. Derfor er både for- og baghjulsaffjedringen optimeret sammen med støddæmpere og bremser, og bilen har nu et endnu mere fintfølende fire-kanals ABS-system. Den aerodynamisk avancerede bagspoiler kan bestilles i ulakeret carbonmateriale. Den er 2,8 kg lettere og er standard på Clubsport versionen.

Hjulene på 2004 911 GT2 generationen har samme udseende som på 911 GT3. Bredden er 8,5” foran og 12” bagpå med dækdimensionerne 235/40R18 for, 315/30R18 bag.

Den nye 911 GT2 får også ”Porsche Ceramic Composite Brake” (PCCB) bremser som standard. De keramiske bremseskiver vejer blot det halve af tilsvarende skiver i stål. Alene dét reducerer den uaffjedrede vægt med 18 kg. PCCB-bremser kan fås som ekstraudstyr til 911 Turbo, 911 GT3 og 911 Carrera 4S.

Prisen for 911 GT2 er kr. 1.193.250 + moms, forudsat at bilen ikke indregistreres, men kun bruges til banesport f.eks. Skal den derimod indregistreres på danske nummerplader stiger prisen til kr. 4.106.535. 911 GT2 vil kunne fås fra oktober i år.