Mercedes-Benz Danmark AS, der står for importen af mærkerne Mercedes-Benz og Smart i Danmark ændrer den 1. januar 2010 priserne på en række af sine modeller. Prisjusteringen sker for at opnå en større repræsentation på det danske marked, men også som en konsekvens af de høje danske bilafgifter, der gør virksomhedens produkter uforholdsmæssigt dyrere i Danmark sammenlignet med andre europæiske lande. De modeller, der vil opleve de største prisjusteringer, er A-Klasse, B-Klasse, C-Klasse og E-Klasse, og nogle varianter falder mere end 150.000 kr.


Peter Juul, salgschef for Mercedes-Benz personbiler i Danmark, forklarer baggrunden for den nye prispolitik: "Vi har ændret væsentligt på mange af vore priser. Men ikke på vores måde at bygge biler. Vi har altid ønsket at gøre tingene lidt bedre ved hjælp af omtanke, teknologisk snilde og omhyggelighed, men vi har måtte konstatere, at den rimelige merpris, det koster at drive udviklingen, bliver til en uforholdsmæssig stor prisforskel i Danmark på grund af de høje danske bilafgifter", og han fortsætter:"Prisjusteringen er derfor ikke en kortvarig kampagne, men et tiltag for at gøre vores kvaliteter mere opnåelige for danskerne."

Alle indstigningsmodeller i de berørte klasser er såkaldte BlueEfficiency-modeller, hvor man via vægtreduktion, aerodynamiske ændringer og optimering af bl.a. strømstyring har reduceret brændstofforbruget med op til 23% i forhold til forgængermodellerne.

De nye priser giver følgende billede:

A-Klasse fra 265.200 kr. (før 342.000 kr.).
A 160 BlueEfficiency: Forbrug v. blandet kørsel 16,7-16,2 km/l ., CO2
emission 139-143 g/km
 
B-Klasse fra 370.400 kr. (før 472.000 kr.).
B 180 BlueEfficiency: Forbrug v. blandet kørsel 15,6-15,2 km/l., CO2
emission 149-153 g/km

C-Klasse fra 478.100 kr. (før 618.000 kr.).
C 180 K BlueEfficiency: Forbrug v. blandet kørsel 14,9-13,7 km/l.,  CO2
emission 159-173 g/km

E-Klasse fra 673.200 kr. (før 826.000 kr.).
E 200 CDI BlueEfficiency: Forbrug v. blandet kørsel 19,2-18,2 km/l., CO2
emission 137-145 g/km