På den internationale udstilling i Frankfurt (IAA) midt i september, vil Skoda præsentere sin topmodel indenfor Octavia modellinien, nemlig Octavia RS.

Med en bil, som i den grad byder på sportslig køreglæde og høj komfort uden af den grund at gå det mindste på kompromis med den moderne families behov for rummelighed og sikkerhed, har Skoda gjort det muligt, at være praktisk og fornuftig samtidig med, at man har det sjovt. For ligesom tilfældet er for de mere almindelige versioner af Octavia, bliver RS bygget i både en 5-dørs hatchback samt en Combi, som er Skoda’sk for stationcar.

Octavia RS drives af den stærke 2.0 TFSI turbomotor, med 200 hk. Og sammen med et maksimalt drejningsmoment på imponerende 280 Nm i hele intervallet fra 1800 til 5000 omdrejninger/min. gør det kørslen utrolig dynamisk og smidig.

Accelerationen på 0-100 km/t på sølle 7,3 sekunder og en tophastighed på hele 240 km/t (7,5 sek og 238 km/t for Combi), gør Octavia RS til et særdeles kompetent alternativ til det eksklusive udvalg af hurtige sportsversioner i sit segment.

Octavia RS vil blive introduceret i den helt nye farve ”Race Blue”, men vil senere også kunne fås i gul, rød, sort og sølv, ligesom det er planen, at sætte en 2.0 TDI PD dieselmotor med 170 hk på markedet på et senere tidspunkt.

Prisen er endnu ikke fastsat og introduktionen i Danmark forventes at blive sidst på året.