I kølvandet på den succesfulde lancering af Porsche Panamera udvider Dr. Ing. h.c. F. Porsche AG modelprogrammet med Porsche Panamera og Porsche Panamera 4, der har verdenspremiere den 23. april på den internationale biludstilling i Peking.

Begge modeller er udstyret med en helt ny 3,6-liters V6-motor med direkte benzinindsprøjtning og har en ydelse på 300 hk og et maksimalt drejningsmoment på 400 Nm. Efter vanlig Porsche numerologi overføres kræfterne i Porsche Panamera til baghjulene, mens Porsche Panamera 4 kommer standard med firehjulstræk.

De to nye versioner af Porsches nyeste Gran Turismo er eksemplar på den fortsatte strategiske udvikling i "Porsche Intelligent Performance". Udstyret med Porsches dobbeltkoblingsgearkasse PDK (Porsche-Doppelkupplungsgetriebe) og det innovative start/stop-system, skal begge modeller bruge mindre end 10 liter brændstof på at tilbagelægge 100 kilometer. Porsche Panamera har et gennemsnitligt brændstofforbrug på 10,8 km/l, mens Porsche Panamera 4 tilbagelægger 10,4 km/l. Som ekstraudstyr tilbydes 19" aluminiumsfælge med dæk med ekstra nedsat rullemodstand, hvilket forbedrer de førnævnte forbrugstal med 0,2 liter pr. 100 kilometer, hvormed Porsche Panamera har et CO2-udslip på kun 213 g/km og Porsche Panamera 4 en emissions-udledning på imponerende lave 220 g/km. Dermed opfylder begge versioner af den nye Porsche Panamera de strenge normkrav EU5 og LEV standarderne i USA.

Overlegen økonomi og den velkendte Porsche performance går altså hånd i hånd i de nye V6-versioner af Porsche Panamera. En del af forklaringen skal findes i konstruktionen med aksler, døre, kølerhjelm, skærme og bagklap fremstillet enten i aluminium eller en kombination af aluminium og magnesium. Samtidig er den helt nye 90-graders V6-motor, der bygges på Porsches motorfabrik i Zuffenhausen, 30 kilo lettere end den V8-enhed der anvendes i Porsche Panamera S og Porsche Panamera 4S. Samlet bidrager dette til at holde egenvægten for Porsche Panamera nede på blot 1.730 kilo.

Ligesom de anerkendte V8-modeller er både Porsche Panamera og Porsche Panamera 4 ægte Gran Turismo'er, der forener en sportslig køredynamik med en sublim komfort og høj anvendelighed i hverdagen. Foruden en konventionel undervognsopbygning med stålfjedre tilbyder Porsche de nye Panamera-modeller med samme stålfjedre og variable støddæmpere eller en luftundervogn med ekstra indbyggede luftkamre. Den brede vifte af undervognsløsninger medfører en højere grad af justeringsmuligheder lige fra ultimativ kørekomfort til sportslig karakteristik.

Porsche Panamera og Porsche Panamera 4 er klar til levering fra maj, men kan allerede nu bestilles hos de to autoriserede Porsche Center; Porsche Center Jylland og Porsche Center Sjælland til priser fra henholdsvis 1.592.000 kroner og 1.750.884 kroner.