Peugeot 308 SW har verdenspremiere på Genève Motor Show

Peugeot benytter dette års Motor Show i Genève til at præsentere forårets nyheder i det brede modelprogram. Den allerstørste nyhed på standen er verdenspremieren på Peugeot 308 SW, der med sin rummelighed og fleksibilitet på fornemste vis udtrykker Peugeot-standens tema. Også de helt nye MPV´er, Partner Tepee og Bipper Tepee, bliver vist for offentligheden for første gang.

Peugeot 308 SW- endnu mere fleksibilitet og køreglæde
308 SW er baseret på Peugeots unikke SW-koncept, der har sikret 307 SW stor succes med 900.000 solgte eksemplarer. I udviklingen af 308 SW er konceptet ført endnu et skridt videre i forhold til forgængeren. Panoramaglastaget er 27 % større (et glasareal på 1,68 m2) og fleksibiliteten er endnu mere gennemført med større mulighed for at tilpasse bilen til det aktuelle behov.

I tråd med SW-konceptet er der som i forgængeren mulighed for at udstyre 308 SW med en praktisk stor oplukkelig bagrude. De tre bagsæder på anden sæderække er alle individuelle med helt samme størrelse, hvilket sammen med de to ekstra sæder på tredje sæderække giver utallige kombinationsmuligheder i kabinen. Der er bl.a. mulighed for at folde alle sæder og derved skabe et helt fladt gulv til transport af store genstande.
Bagagerummet kan rumme op til 674 liter, men med sæderne foldet sammen forøges bagagerumsvolumenen til hele 2149 liter. Den særligt lave læssehøjde giver let adgang til bagagerummet, der med det forreste passagersæde slået ned kan rumme lange genstande på op til 3,10 m. Som en ekstra praktisk detalje er bagagerummet udstyret med en lommelygte.

Det udvendige design kombinerer en dynamisk front med originale og harmoniske linjer bagtil.
Indvendigt er nøgleordet eksklusiv komfort, hvilket understreges af valget af materialer og den høje kvalitet samt den effektive støjdæmpning.
Med en længde på 4,5 meter er 308 SW 71 mm længere end 307 SW, mens bredden er 1,815 meter, hvilket er 51 mm bredere end forgængeren. Højden inklusiv tagbøjler er 1,555 meter. Det gør den 13 mm lavere end 307 SW og optimerer således aerodynamikken, mens det samtidig giver et 10 mm lavere tyngdepunkt.

Hjulene på 308 hatchback-udgaven og undervogn er tilpasset SW-udgavens særlige krav. Sammenlignet med forgængeren er hjulafstanden for og bag blevet bredere. Det giver sammen med det stive karosseri den bedste kombination af vejgreb og komfort tilsat dynamiske køreegenskaber, som giver en køreglæde, der fuldt ud matcher det, man oplever i en hatchback.

308 SW tilbydes med et bredt udvalg af moderne og brændstoføkonomiske motorer. Fem benzinmotorer fra 95 til 175 hk inklusiv en bioflex motor samt tre HDi dieselmotorer fra 90 til 136 hk, hvoraf de to største er udstyret med FAP partikelfilter. Af gearkasser er der mulighed for 5-trins manuel, 4-trins automatisk eller en helt ny 6-trins manuel gearkasse.

To nyankomne i Tepee-familien: Bipper og Partner
Efter den succesfulde introduktion af Expert Tepee er Tepee-familien nu forøget med Bipper Tepee og Partner Tepee, der er designet til at kunne rumme familier af enhver størrelse eller den moderne eventyrer, der har brug for en rummelig bil.

Med den nye Bipper Tepee udvider Peugeot MPV-konceptet. Bipper Tepee er en handy bybil, der med sin kompakte størrelse er ideel til den hektiske bytrafik. Bipper Tepee er lille udvendig, men overraskende stor indvendig. Den har fem sæder og et bagagerum, der kan variere fra 356 til 884 liter med bagsæderne slået ned. Den er 3,96 meter lang og har en vendediameter på kun 9,95 meter, hvilket gør den i stand til at smutte ind, hvor større biler ikke har adgang.
De to skydedøre og asymmetriske bagdøre gør sammen med kabinens fleksibilitet Bipper Tepee ekstremt praktisk og brugervenlig, og med en 1,4 liters benzinmotor med 75 hk og en 1,4 HDi dieselmotor med 70 hk er den lille MPV samtidig økonomisk og miljøvenlig. Sidstnævnte motor udleder kun 119 g CO2 pr. km.

Efter at have været pioner med MPV-konceptet med Peugeot Partner i 1996, kan Peugeot nu præsentere en helt ny Partner Tepee. Partner Tepee har videreført det oprindelige praktiske MPV-koncept, men har tilført det en række detaljer, som er unikke i dette segment. Det iøjnefaldende design giver Partner Tepee en stærk personlighed, der bliver understreget af det multifunktionelle Zenith tag, der fås som option. Med den forøgede indvendige kabineplads og den fornyede fleksibilitet, hvor bl.a. de tre bagsæder kan foldes sammen individuelt, vil den nye Partner Tepee tiltrække aktive familier, der søger rummelighed og ubegrænsede muligheder for udfoldelser i fritiden.
Partner Tepee tilbydes med to benzinmotorer med henholdsvis 90 og 110 hk eller tre forskellige HDi dieselmotorer med 75, 90 eller 109 hk. Alle motorerne har et lavt brændstofforbrug og en tilsvarende lav CO2-emission.

Bipper ”Beep Beep” og 308 RC Z
For at illustrere mærkets dynamik og dets fokus på at skabe køreglæde har Peugeot valgt at vise to af mærkets konceptbiler.
308 RC Z, som er indbegrebet af køreglæde og Peugeots stil, blev afsløret ved sidste års Motor Show i Frankfurt. Denne moderne 2+2 coupé med 218 hk, bliver flankeret af en koncept-udgave af den nye Peugeot Bipper – Bipper ”Beep Beep”.
Bipper ”Beep Beep” er inspireret af den sejrrige 908 HDi FAP Le Mans racer og den er tiltænkt Peugeot Sport Teamet, hvor dens behændighed og fleksibilitet vil gøre den til en vigtig holdspiller. Bipper ”Beep Beep” er udstyret med 1,4 HDi dieselmotor med 70 hk med FAP partikelfilter og har et brændstofforbrug på 22,2 l/m.

Peugeot standen viser desuden et bredt udvalg af modeller lige fra Peugeot 107 til 4007, der alle repræsenterer Peugeots modelprogram på det schweiziske marked.