Mange bilproducenter er efterhånden begyndt at arbejde sammen med hinanden om motorer og andre ressourcekrævende projekter for bl.a. kunne overleve i den benhårde konkurrence. Et produkt af et sådan samarbejde er den nye 1.6 liters dieselmotor, som vi her prøver i Peugeot 407.

Den nye motor er blevet til i et samarbejde mellem Peugeot, Citröen og Ford/Mazda/Volvo, og den er derfor også at finde i efterhånden mange biler – fx Mazda 3, Ford Focus, Citröen C4 og Volvo S40/V50.

109 heste og 1.425 kilo
Vi havde efterhånden vænnet os til at en ny dieselmotor byder på kræfter i overflod, men det er altså ikke tilfældet med denne nye 1.6er.

Motoren som er bygget på common rail teknologien yder 109 heste ved 4.000 o/m. og et moment på 240 Nm. ved 1.750 o/m. I Peugeot 407 som er relativ tung med sine 1.425 kg giver det følgende præstationer: 0-100 km/t klares på 13,1 sek., 80-120 km/t klares på 9,5 sek. i 4. gear, mens hastigheden topper  ved 192 km/t.

Speederen i bund
Til daglig by- og landevejskørsel er motoren udmærket med et dejligt lavt støjniveau og pæn gangkultur. På motorvejen leverer motoren også en fint og støjsvagt stykke arbejde, men man kommer hurtigt til at savne ekstra kræfter. På motorvejstilkørsler kan man roligt klappe speederen i bund, og lade motoren trække til 4.000 omdrejninger i de første gear. På den måde er der en god chance for at nå de 130 km/t, når man skal til at flette ind. En 5-trins gearkasse er standard, og den leverer varen tilfredsstillende.

Lavt forbrug
Forbrugsmæssigt er den lille dieselmotor dog fortræffelig til motorvejskørsel. Efter 1.200 km. kørsel som primært foregik på motorvej landede forbruget på 16,1 km/l. EU-mixet lover 18,2 km/l ved blandet kørsel.

Forureningsmængden kan også nedsættes på en anden måde, og på dette punkt er Peugeot langt fremme.

Partikelfilter standard
Peugeot 607 HDi fik som den første bil i verden partikelfiler som standard, og det er også blevet videreført til 407 HDi. Partikelfilteret fjerner stort set alle de mikroskopiske sodpartikler fra udstødningsgasserne, som anses for at være meget sundhedsskadelige. Partikelfilteret sidder sammen med katalysatoren og fanger de små sodpartikler vha. et meget finmasket filter af siliciumkulbrinte. De opfangede partikler bliver for hver 500 km. nedbrudt via varme og en kemisk proces, så man undgår altså at skulle rensefiltret, hver gang man tanker.

Op til 9 airbags
Også sikkerhedsmæssigt er Peugeot 407 helt med, og kan prale man alle de fine forkortelser inden for sikkerhedsudstyr: ABS, EBA, ASR, EBD og ESP. Derudover er der aktive nakkestøtter ved forsæderne, selestrammere og advarsel for ikke spændt sikkerhedssele. Som standard er 407 udstyret med 7 airbags, men som ekstraudstyr fås også sideairbags til bagsædepassagerne. Prisen for disse er i princippet 8.000,-, da de kun fås i en udstyrspakke som bl.a. også indeholder selestrammere på bagsædet, solgardin og el-ruder bag. Så det er et tilbud, man ikke bør sige nej til.

Umiddelbart mangler man ikke komfortudstyr, når man tager udstyrspakken til de 8.000,- med i købet – fjernbetjent centrallås, aircondition og varme i forsæderne er standard.

Oplagt sælgerbil enten på benzin eller diesel
Flere og flere firmaer overvejer om de næste firma- og sælgerbiler skal køre på diesel for at bringe udgiften til brændstof ned, men for sælgeren er dette som regel ikke en fordel. En dieselbil vil altid være dyrere i indkøb, og når man har fri bil til rådighed, betaler man skat af anskaffelsesprisen.

Peugeot 407 kunne dog være et fornuftigt kompromis mellem diesel og en rimelig anskaffelsespris. I forhold til den billigste 407 på benzin er denne HDi ”kun” 30.000,- dyrere. Ford Mondeo har tilsvarende en prisforskel på 66.000,-, Mazda 6 53.000,- og Toyota Avensis 40.000,-.