Peugeot Danmark er blevet udvalgt til at være partner i Miljøministeriets og Transport- og Energiministeriets store klimakampagne. Et usædvanligt samarbejde mellem regeringen og private virksomheder, men temaet er også usædvanlig vigtigt.

Startskuddet er netop gået for Miljøministeriets og Transport- og Energiministeriets store kampagne, der gennem det næste halvandet år skal fortælle danskerne om, hvordan man som privatperson kan spare på sin egen udledning af CO2. Den skal udbrede forståelsen af, hvor afgørende vigtigt det er, at vi alle sammen bidrager i det daglige og hvor lidt vi faktisk skal yde for at gøre en reel forskel.

Som noget helt usædvanligt er ministerierne gået i et direkte partnerskab med udvalgte erhvervsvirksomheder, der i forvejen er seriøst engagerede på området og er indstillede på at hjælpe til i kampagnen. Lignende partnerskaber er indgået med organisationer som Verdensnaturfonden, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Energi, FDM og Roskilde Festival. Peugeot Danmark er inviteret med som partner og sponsor og har med glæde modtaget denne invitation:

En hjertesag for Peugeot

” Det er en sag, der ligger os meget på sinde og har gjort det længe, derfor er det helt oplagt for Peugeot Danmark at indtræde som aktiv partner. Vi har markedets bredeste udvalg af miljøvenlige biler med lavt udslip af CO2, som ikke går på kompromis med det praktiske, designet eller køreglæden, og som er til at købe for helt almindelige mennesker. Men også på andre fronter er vi engagerede i at nedbringe CO2-udslippet fra biler. I efteråret gennemførte vi eksempelvis i samarbejde med Statoil den første gadetest i Danmark af miljøvenlige biler med fremtidens 30 % biodiesel for et yde et bidrag til at få sat mere skub i denne helt nødvendige udvikling”, siger Janne Bock.

Peugeot er markedsleder indenfor udviklingen af partikelfilter-teknologien og effektive HDi-turbodieselmotorer, der i sig selv udleder hele 20-30 % mindre CO2 pr. kilometer, og har samtidigt markeret sig med nye, brændstofeffektive benzinmotorer. Desuden er Peugeot gennem mange år engageret i udvikling af motorer til biobrændstoffer, brændselsceller og en mere effektiv ny generation af hybridbiler.Peugeot Danmark vil støtte ”1 ton mindre”-kampagnen med en række tiltage både internt og eksternt.

Tag ansvar for fremtiden

Miljøminister Connie Hedegaard siger: ”Tag ansvar for fremtiden, også for de næste generationer, og nedsæt dit CO2-udslip. Det er budskabet i kampagnen ”1 ton mindre”. Med kampagnen inviterer vi alle til at være med til at løse et af dette århundredes største udfordringer. Summen af vores daglige handlinger betyder, at Danmark har et af verdens højeste udslip af CO2-udslip pr. indbygger.”

Kampagnens tema er ”1 ton mindre”, fordi det er den mængde CO2, de fleste af os kan spare, uden at det på nogen måde gør ondt på livskvaliteten. Den vil ”ramme” landet over på en række forskellige måder gennem de næste 18 måneder.