Biltorvet.dk bruger cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og målrette annoncer. Ved at bruge sitet accepterer du dette. Læs mere her
OK

Peugeot Expert 2,0 HDi

1 / 4
  • Peugeot Expert 2,0 HDi
  • Peugeot Expert 2,0 HDi
  • Peugeot Expert 2,0 HDi
  • Peugeot Expert 2,0 HDi

Peugeot Expert 2,0 HDi

|

Den nye Peugeot Expert er absolut et bekendtskab værd, hvilket er udtrykt med moderat Jysk besindighed. Som testkører hører det til sjældenhederne, at begejstringen vokser lineært med den køretid, der anvendes til en endelig konklusion af helhedsindtrykket.

Testbilen var denne gang en Peugeot Expert L1H1 med en 120 hk HDi dieselmotor og 6-trins gearkasse, samt 5 kubikmeter kasserum med tophængslet bagklap.

Bilanmeldelser er ikke kun et spørgsmål om den aktuelle bil. En ny version af samme modelnavn, kræver ofte et forudgående kendskab til tidligere udgaver. Kender man ikke forskellen, så er det svært at udtrykke sin begejstring for ændringerne. Mange ting tages som en selvfølge. Derfor interviewede jeg en håndfuld ejere af ældre Peugeot Expert kassevogne i en direkte konfrontation og hyggeligt samvær. Det sætter tingene på plads!

Et andet af mine grundlæggende principper er at læse instruktionsbogen, uanset mærket. Filosofien er ganske simpel: ”Kan leverandøren ikke forklare hvilke tanker og muligheder, der er grundlaget for designet og nytteværdien, så find en anden producent eller udbyder!” Peugeot instruktionsbøger er enkelt sagt forbilledlig, og et eksempel til efterlevelse.

At instruktionsbogen også fortæller om alle andre kombinationer af køretøjet, kan virke lidt forvirrende, men afspejler muligheden for at få ”skræddersyet” køretøjet efter alle tænkelige behov. Naturligvis relateret til økonomisk formåen.

Opbygningen
Peugeot Expert har ændret udseende. Først og fremmest har forpartiet fået en ansigtsløftning og et mere strømlinjet design. Konstruktøren har ikke skabt udformningen for at sikre et større bilsalg, men har tænkt på den optimale løsning på opgaven. Placeringen og udformningen af forlygterne er eksempelvis ændret, så sne og regn automatisk fjernes grundet vindpresset under fart. Til gengæld kræver det en god afgangseksamen fra ingeniørakademiet, for at udskifte en udbrændt pære i forlygten. Naturligvis kun indtil man mestrer teknikken.

Herefter kunne jeg fortælle om McPerson ophæng og bagbro med skruefjedre samt ventilerede skivebremser. Det er der ikke noget nyt i! Det viser kun at den bedste løsning til opgaven er fundet. Det som er vigtigt for erhvervs brugeren er kørekomfort, kapacitet og sikkerhed. Peugeot har med den nye Expert udgave besluttet, at ESP (Electronic Stability Program) nu er standard, og forenes det med ABS (Automatic Brake System), ASR (Anti Spin Reduction) samt variabel servostyring, så den køretekniske sikkerhed er i orden.

Peugeot Expert kendetegnes først og fremmest ved indretningen af førerhuset i samme kvalitet og kørekomfort, der kan forventes af en god personbil. At testbilens kasserum ”kun” er på 5 kubikmeter betyder intet, hvis størrelsen er passende til opgaven.

Førerhuset
Adgangen til Peugeot Expert er dejlig nem. Man ”går ind i bilen” og er fritaget for diverse anatomiske øvelser for at indtage førersædet, der forresten kan indstilles på alle tænkelige måder. Det samme gælder ratindstillingen, hvilket i praksis betyder, at chaufføren kan se instrumenterne uanset vedkommendes højde eller armlængde. Rat, betjenings greb samt gearskiftet er velplaceret og passagerbænkesædet har faktisk plads til to personer, selvom jeg med smil på læben mener, at ben proteser for midterpassageren vil være en fordel.
Instrumentbrættet er designet i bløde kurver, og det mest markante er nok det kendte topplacerede grydeformede aflægningsrum i passagersiden. Nemme at tømme og gøre rene.

Fralægningspladsen til mapper og papirer kan virke begrænset til et handskerum, et par mindre hylder under instrumentbrættet samt dørlommer. Det har Peugeot løst ved at anbringe to loftplacerede fralægningsrum med låg på hver side i kabinen. Meget diskret, og meget effektive.

Sidespejlene indstilles elektrisk og er velproportionerede og ”næsten” retvisende. Øvelsen er ganske enkel. Har du aldrig før har prøvet at parkere en Peugeot Expert, så vil du med meget stor sikkerhed få succes allerede i første forsøg. Det negative er panoramaspejlene fastmonteret i nederste sektion af spejlholderen. Ja, de giver et panoramabillede, men udbyttet af informationen afhænger af chaufførens højde.

Førerhuset i Peugeot Expert er personbilsagtig, men er samtidig en fornuftig arbejdsplads med de førnævnte nærmest skjulte aflægningsrum i loftet og den praktiske nedfældelige skrivepult i midtersædet. Det gør det muligt med en lyn oprydning, når bilen skal bruges til mere repræsentative opgaver. Ideen underbygges med to kopholdere af ”skuffetypen” placeret i instrumentbrættet.

Kørekomfort
Kørerkomfort er mange ting, eksempelvis let læselige instrumenter, ratbetjent radio samt sæde opvarmning i både chauffør og passagerside. Kontakterne findes i midterkonsollen af loftet, hvor der også er placeret en ”billetholder” i form af en sprække. Den kan forresten bruges til placering af dosmersedlen, så de daglige indkøb huskes ved fyraftenstid. Virkningen er betydelig større en den berømte buket blomster, og med 5 kubikmeter kasserum, er der rigelig plads til både blomster samt fredags lækkerier.

Affjedringen virker lidt hård, og kombineret med et godt rat, god sæde støtte, en spillevende motor, et velfungerende gear og en lille vende radius, kan Peugeot Expert klassificeres i den bedste ende af skalaen for køreglæde. Af små lækre detaljer der skal fremhæves, er betjenings knappernes symboler, der lyser op i aften og nattetimerne. For nogle en ligegyldig ting, men det er praktisk og ser rigtig godt samt tillidsvækkende ud.

Vindstøjen starter ved ca. 70 km/t, men er et ubetydeligt bidrag til den kombinerede motor og dækstøj. Det overordnede støjniveau er generelt lavt, og der kan uden besvær føres lavmeldt tale - også på motorvejen med 120 km/t. Hastigheden opnås i 6. gear og sølle  2.100 afstressede o/min.  Det er komfort, men sandelig også køreroplevelse.

Maskinrummet
Peugeot Expert er udstyret med en 4 cylinderet 120 hk 2,0 HDi dieselmotor og en 6 trins gearkasse. Det maksimale drejningsmoment på 300 Nm indtræffer ved kun 2.000 o/min. og den fulde motoreffekt på 120 hk opnås ved 4.000 o/min. Den høje ydelse, med et effekt/vægtforhold på 3:1 ved fuld last, er faktisk imponerende. Med tom kasse er det fristende at køre dørtræk (specielt med ESP og ABS), men omvendt er det jo også en glæde med viden om den ekstra motorkraft og manøvreevne, der er til rådighed hvis situationen kræver det.

Brændstofforbruget opgives til 13,8 km/liter ved blandet kørsel, og svinger mellem 11 – 15 km/literen ved henholdsvis by og landevejskørsel.

Kassen
Testbilen var udstyret med tophængslet bagklap og en højre skydedør. Bagklappen har absolut sine fordele i regnvejr, når lasten hovedsagelig består af let håndterlige stykgods. Omvendt, hvis ting skal fragtes på Europa paller, så er side hængslede døre med 180º åbning at foretrække. Alternativet er at bruge skydedøren, men arbejdet skal virkelig udføres med omhu.
Læssehøjden er på 53 cm. Læssebredde samt  lofthøjde fra bagklap er henholdsvis 120 cm og 123 cm, hvorimod maxbredden på kassen er 160 cm. Effektiv dybde blev målt til 215 cm.
Skulle behovet være større, så er Peugeot Expert udstyret med nogle kraftige, men diskret skjulte beslag til et tagbagagebærer. Et tagbagagebærer koster lidt på brændstofforbruget, og bør derfor kun bruges ved særligt festlige lejligheder.

Som standard leveres kassen med et profileret glat lakeret gulv udstyret med 8 fastgørelses beslag til remme og spænd seler. Sidstnævnte skal anvendes, hvis kassen ikke er fyldt op. De fleste vil nok foretrække en eller anden form for skridsikker belægning, så løse pakkers placering ikke ændres ved almindelig acceleration eller opbremsning.

En genistreg er det lille fralægningsrum øverst oppe mod førerkabinen. Her er der plads til tovværk, seler samt tæpper. Pladsen er faktisk mellemrummet af førekabinens fralægningsrum i loftet. Designeren burde simpelthen have en flaske Calvados for ideen.

Det indvendige af kassen belyses af en enkelt 12 volt lampe, men med vanlig omtanke har Peugeot placeret et 12 volt strømudtag i højre side af kasserummets bagende. Små detaljer, men de udløser mange pluspoint.

Køreegenskaber
Med sin længde, bredde og højde på 480 x 190 x 194 cm, er Peugeot Expert et køretøj, der helt naturlig har sin styrke i bymiljøet. De store spejle gør den nem at parkere, og orienter sig i tæt bytrafik. Udsigthøjden over vejplan er på 154 cm, hvilket er knapt 30 cm højere end en standard personbil, så det er stadig muligt at ”tælle biltage” og forudse trafiksituationen i kø dannelser.
Når det hele kombineres med en ydedygtig motor, et godt gearskifte, lille venderadius samt en perfekt styring, så er det svært at skjule sin begejstring. Begejstringen kan dog holdes i ave, når bilens kontante affjedring testes på dårligt vedligeholdte grusveje. Men indrømmet, det vejstykke vi bruger til testprogrammet er meget misligholdt.

Konklusionen
Peugeot Expert er i en klasse for sig selv. Den er kvik, nem at manøvrere, og brugt som erhvervsbil, vil en passager udsat for ”limousine” kørsel sjældent lægge mærke til, at det faktisk  er en kassevogn. Men frem for alt så er tilvænnings tiden til køretøjet ekstrem kort

Peugeot Expert er perfekt til montøren, eller andre erhvervs formål, hvor en kombination af nyttelast på hele 1.200 kg, en volumen på 5 kubikmeter og repræsentative gøremål skal gå op i en højere enhed.

Af Jørgen H. Altmann

Peugeot Expert til salg på biltorvet.dk

Peugeot Expert L1H1 2,0 HDI FAP 120HK Van 6g
kr. 64.900
Peugeot Expert L2 Plus 2,0 BlueHDi 120HK Van 6g
kr. 159.900
Peugeot Expert L2H1 2,0 HDI 128HK Van 6g
kr. 114.900
Peugeot Expert L2H1 2,0 HDI 128HK Van 6g
kr. 119.900
Peugeot Expert 2,0 HDi L2H1 128HK Van
kr. 119.900
Peugeot Expert L2 Plus 2,0 BlueHDi 120HK Van 6g
kr. 159.900
Peugeot Expert L2 Plus 2,0 BlueHDi 120HK Van 6g
kr. 159.900
Peugeot Expert L1H1 2,0 HDI 128HK Van 6g
kr. 89.900
Peugeot Expert L2 Plus 20 BlueHDi 120
Ring for pris
Peugeot Expert L2H1 2,0 HDI 128HK Van 6g
kr. 92.690
Peugeot Expert L2H1 2,0 HDI 128HK Van 6g
kr. 109.900
Peugeot Expert L2H1 2,0 HDI 128HK Van 6g
kr. 129.900

Brugte biler fra alle bilmærker