Peugeots 4. designkonkurrence blev skudt i gang ved Paris Motor Show i september. Temaet er genfortolkning af bilen som kilde til autentisk glæde, sammenfattet i forkortelsen P.L.E.A.S.E., og Peugeot har i den indledende fase modtaget mere end 4000 projektforslag.

Mere end 4000 projektforslag – ny rekord!

De tre vinderprojekter fra Peugeots tidligere designkonkurrencer Moonster, 4002 og Moovie har skabt så stor interesse for denne 4. designkonkurrence, at mere end 4000 internet-designere fra hele verden har indsendt deres projektforslag.

Hele 113 forskellige lande er repræsenteret i konkurrencen, hvor Kina og Frankrig ligger i front med henholdsvis 525 og 477 deltagere, men også så forskellige lande som Tyrkiet, Mexico, Rusland, USA, Italien og Argentina er med. De rød/hvide farver er også repræsenteret – der er kommet ikke mindre end 10 projektforslag fra danske designere på internettet.

Konkurrencens forløb

Designkonkurrencen går nu ind i fase to, hvor et panel af jurymedlemmer vil udvælge 30 projekter til en short-list. Fra den 21. december til den 23. januar vil der være afstemning på internettet, og de ti finalister vil herefter være udvalgt.

Efter den offentlige afstemning vil en jury bestående af repræsentanter fra Peugeots Designcenter og Microsoft Xbox 360 kåre vinderen af konkurrencen. Vinderen vil blive offentliggjort i midten af februar på internetsiden www.peugeot-concours-design.com.

”La Griffe” trofæet vil blive overrakt til vinderen af Frédéric Saint-Geours på Genève Motor Show til marts. Herefter starter produktionen af vinderprojektet i fuld størrelse, der vil få sin verdenspremiere på Frankfurt Motor Show i september 2007.

Ud over at se sit projekt blive virkeliggjort vil vinderen modtage en check på 6.000 euro. Vinderprojektet vil blive en del af den næste version af Project Gotham Racing Xbox 360 spillet og det vil ligeledes bliver produceret som 1/43 skala modelbil.