Præcis 110 år efter Ferdinand Porsche udviklede verdens første hybriddrevne bil kaldet Lohner Porsche Semper Vivus, indfører Dr. Ing. h.c. F. Porsche AG igen den visionære teknologi i produktionsbaseret GT-racing. Den 4. marts vil en Porsche 911 GT3 R med den innovative hybridløsning få sin debut ved den internationale biludstilling i Geneve. Porsche 911 er en af de mest succesfulde racervogne i verden med mere end 20.000 sejr over de seneste 45 år.


Hybridteknologien i den nye Porsche GT3 R Hybrid er blevet udviklet specifikt til motorsport og adskiller sig dermed markant i konfiguration og sammensætning sammenlignet med et konventionelt anvendt hybridsystem. I dette tilfælde er forakslen udstyret med to elmotorer, der hver leverer 60 kW, som supplement til den seks-cylindrede boxermotor, der i forvejen sparker 480 hk af sig. Og i modsætning til de traditionelle batterier, der normalt benyttes i en hybridmodel til at levere strøm til elmotorerne, får de to elmotorer i 911 GT3 R Hybrid strøm fra en elektrisk svinghjulsgenerator, der er monteret i kabinen ved siden af føreren.

Svinghjulsgeneratoren er selv en elmotor udstyret med en rotor, der er i stand til at spinde med hastigheder op til 40.000 o/min og dermed opbevare mekanisk energi, som rotationsenergi. Svinghjulsgeneratoren oplades hver gang føreren aktiverer bremsen, alt i mens de to elmotorer på forakslen vender deres funktion og selv fungerer som generatorer. Således kan føreren, når det er nødvendigt ved acceleration ud af et sving eller under overhaling, kalde den ekstra energi frem fra den opladede svinghjulsgenerator. Svinghjulet bremses elektromekanisk og leverer op til 120 kW til de to elmotorer I form af kinetisk energi. Den ekstra kraft er til rådighed cirka 6-8 sekunder efter hver opladningsproces.


Den energi der tidligere blev dannet - og gik til spilde - som varme under nedbremsninger, bliver nu udnyttet på en effektiv måde, som ekstra kræfter under acceleration.

Afhængig af racerløbets omstændigheder kan hybridløsningen i 911 GT3 R Hybrid bruges, ikke kun som ekstra power, men også som et brændstofbesparende tiltag. Det øger også effektiviteten og dermed modellens performance ved f.eks. at reducere den vægt, der er i tanken eller muligheden for at nedsætte antallet af nødvendige pitstop for at fuldføre løbet.

Efter sin officielle præsentation på den internationale biludstilling i Geneve vil den nye Porsche 911 GT3 R Hybrid blive testet i langdistanceløb på den legendariske Nürburgring, hvor højdepunktet bliver deltagelse i 24-timersløbet den 15-16. maj. Fokus er ikke, at Porsche 911 GT3 R Hybrid vinder løbet, men derimod at modellen fungerer, som et kørende studie i fremtidens teknologi og leverer knowhow om hybrid-teknologien for en eventuelt fremtidig anvendelse i gadebaserede sportsvogne. Således er Porsche 911 GT3 R Hybrid et fantastisk eksempel på Porsches intelligente performance filosofi, et princip, der kendetegner enhver Porsche model: Mere power på mindre brændstof, mere effektiv og mindre udslip af CO2 - både på vejen og på banen.