Porsche Cayenne S og Porsche Cayenne Turbo har verdenspremiere i Paris.

Cayenne S og Cayenne Turbo, den tredje modelrække fra Porsche, præsenteres for første gang for offentligheden på den internationale biludstilling i Paris fra den 28. september 2002. Begge biler kombinerer den bedst mulige køredynamik på almindelig vej med fremragende egenskaber i terræn. Denne kombination er unik i segmentet for de såkaldte SUV-biler (Sport Utitility Vehicles) og er opnået takket være det permanente firehjulstræk ”Porsche Traction Management” (PTM), der under normale forhold fordeler 62 procent af motorkraften til baghjulene og 38 procent til forhjulene. Via en lamelkobling kan fordelingsforholdet varieres afhængigt af kørselssituationen. PTM-systemet, der også indeholder et reduktionsgear til kørsel i terræn, reagerer ikke kun på manglende vejgreb. Sensorer registrerer eksempelvis også bilens hastighed, tværaccelerationen, styrevinklen og den måde gaspedalen betjenes på, således at PTM altid kan beregne den optimale fordeling af motorkraften mellem for- og bagakslen.

Priser og specs.
Porsche Cayenne S, der i Danmark kommer til at koste kr. 1.300.210 som personbil og kr. 650.105 inkl. moms som Van, er udstyret med en V8-motor med 340 hk. Med den nye 6-trins automatiske tiptronic-gearkasse accelererer den fra 0-100 km/t på 7,2 sekunder. Tophastigheden er 242 km/t. Allerede ved lave omdrejninger udvikler den 4,5 liter store motor et højt drejningsmoment. Det maksimale drejningsmoment på 420 Nm er til stede mellem 2.500 omdr./min og 5.500 omdr./min.

Det er ikke kun motoren, gearkassen og den fremragende køredynamik, der sætter ny standard i Porsche Cayenne S. Porsche har også designet kabinen i den typiske Porsche-stil. Tændingslåsen sidder som altid til venstre for rattet, og to store runde instrumenter med et centralt multifunktionsdisplay dominerer kombiinstrumentet. Til standardudstyret hører blandt andet et alarmsystem, tripcomputer, elektrisk rudeoptræk, elektrisk indstillelige forsæder og et omfangsrigt læderudstyr. Et automatisk klimaanlæg samt en CD-radio med 10 højttalere hører ligeledes til basisudstyret.

Endnu vildere
Porsche Cayenne Turbo markerer en ny dimension Porsche Cayenne Turbo er endnu bedre udstyret både teknisk og komfortmæssigt og kommer i Danmark til at koste kr. 2.197.960 som personbil og kr. 1.098.985 inkl. moms som Van. Under motorhjelmen arbejder 8 cylindre, der med hjælp fra to turboladere med ladeluftkøling sørger for 450 hk. Porsche Cayenne Turbo sprinter fra 0-100 km/t på 5,6 sekunder og opnår en tophastighed på 266 km/t. Takket være et drejningsmoment på 620 Nm fra 2.250 omdr./min til 4.750 omdr./min. har man altid et enormt kraftoverskud til rådighed ved alle omdrejningstal.

Til standardudstyret i Porsche Cayenne Turbo hører udover den nyudviklede 6-trins tiptronic-gearkasse også en luftaffjedring med automatisk niveauregulering. Den sørger ikke kun for større frihøjde i terræn og en konstant frihøjde uanset bilens belæsningstilstand. Takket være en automatisk sænkning af bilen ved højere hastigheder garanterer systemet også maksimal køreglæde og et højt aktivt sikkerhedsniveau. Med seks forskellige højdeniveauer har affjedringen et indstillingsområde på 116 mm. Et nyudviklet variabelt støddæmpersystem ”Porsche Active Suspension Management” (PASM) er ligeledes standard. Dette elektroniske system regulerer kontinuerligt støddæmpernes hårdhed afhængigt af vejbanens tilstand og førerens kørestil.

Porsche Cayenne S og Porsche Cayenne Turbo ventes til Danmark i december i år. Salget er startet.