Geneve Motor Show 2005 - Premiere på Colt coupé cabriolet concept & Grandis DI-D

Selv om det europæiske bilmarked fortsat er præget af hård konkurrence og svære økonomiske vilkår, er Mitsubishi Motors Europe optimistisk omkring forventningerne til 2005.

Mitsubishis positive forventninger til det kommende år bunder dels i sidste års gode salgsresultater (225.826 biler gav en salgsstigning på 8.6% sammenlignet med 2003), utallige anerkendelser og priser til den nye Colt (bl.a. Årets bil i DK) og ikke mindst lanceringen af den nye coupé-lignende Colt CZ3 og den 150 hestes Colt CZT.

For at understrege den japanske bilproducents interesse for det europæiske bilmarked, vil årets motorshow i Geneve danne rammen om præsentationen af flere nye Mitsubishi modeller, der er skræddersyet til Europa. Desuden vil et bilkyndigt publikum kunne nyde de seneste motorsports produkter fra Mitsubishis WRC og Cross Country teams, der har base og udviklingsafdelinger i England og Frankrig.

Colt coupé-cabriolet

Den endelige produktionsmodel af Colt coupé cabriolet, der er udviklet i samarbejde med italienske Pininfarina forventes i produktion fra starten af 2006 med europæisk introduktion i løbet af foråret ´06.

Ved at benytte platformen fra Colt 5-dørs frem for den noget kortere Colt 3-dørs, minder den nye Colt cabriolet koncept model en del om det anerkendte CZ2 cabriolet koncept fra 2003, der dog var udstyret med stoftag. Med et kompakt ydre på 3890 mm, en akselafstand på 2.500 mm og 18” hjul med stor sporvidde, byder den nye cabrio konceptmodel på et markant udseende, der til fulde lever op til den potente 1.5 liter MIVEC turbomotor med 150 hk.

Bag den store skrånende forrude, der skærmer passagererne mod vind og vejr, drager disse fordel af den sporty 2+2 cabriolets harmoniske interiør farver og gode rummelighed.

Grandis DI-D

Siden introduktionen i april 2004 har Mitsubishi Grandis sat sit solide dækaftyk hos mere end 5.300 europæiske bilkøbere, der har fået en sporty MPV med et markant design, gode køreegenskaber og det intelligente “Hide&Seat” system. På dette års Geneve Motor Show vil denne smukke MPV model vinde endnu flere tilhængere når den præsenteres med en slinterny diesel udgave, som supplement til den 165 hk stærke 2.4 MIVEC benzinmotor.

Grandis DI-D er specielt designet til Europa og får sin motorkraft fra en 2.0 liter turbodiesel udviklet af VW. Denne pumpedyse dieselmotor er som skræddersyet til den sporty MPV, der nu får glæde af 136 arbejdsomme dieselheste og et solidt drejningsmoment på omkring 310 Nm ved 1.750 omdrejninger (foreløbige data).

VW dieselmotor vil placere Grandis DI-D som den bedste i sin klasse mht. præstationer. Den nye dieseldrevne Grandis, der efter sommerferien vil kunne fås både som person- og varebil i Danmark, vil få en tophastighed på hele 197 km/t og accelerere fra 0-100km/t på bare 10,8 sekunder.

Disse toppræstationer opnås dog uden at brændstoføkonomien sættes over styr. De foreløbige forbrugsdata lyder således på fornuftige 14,7 kilometer pr liter dieselolie.

Mitsubishi WRC og Dakar nyheder på Geneve

Med adskillige WRC- og Dakar sejre i bagagen vil Mitsubishi Motors fuldende rækken af effektfulde europæisk orienterede biler med de nyeste rallykreationer – den nye forbedrede Lancer WRC05, der har rallydebut ved Monte Carlo Rally senere på måneden og 2005 udgaven af Pajero Evolution, der netop har hjembragt den tiende Dakar rallysejr til Mitsubishi, der producerede Japans første 4-hjulstukne bil i 1934.