Seneste skud på stammen fra britiske Land Rover er den sportslige og luksuriøse Range Rover Sport. Rent designmæssigt er Land Rover gået hele vejen, og har gjort Sport-modellen langt mere ”sporty” end det var tilfældet med den udgåede model. Faktisk er det lykkedes designerne, at skabe en yderst aggressiv udseende bil, der dog samtidig formår at være elegant. Sport-modellen er udviklet sammen med sin storesøster, den grandiose Range Rover, og ligesom sin søster, så har Sport tabt sig gevaldigt. Takket være letvægtsaffjedring og opbygning i aluminium, er Range Rover Sport faktisk hele 500 kg lettere end tidligere, hvilket i den grad mærkes når det drejer sig om køreegenskaberne.

I maskinrummet
Har du set dig lun på en Range Rover Sport, så har du fire forskellige motorer at vælge imellem. To diesel og to benzin. På dieselsiden kan du vælge mellem en TDV6 og en SDV6. Begge på 3,0 liter, men med henholdsvis 258 hk og 292 hk. De har begge et maksimalt drejningsmoment på hele 600 Nm ved blot 2.000 o/min. Kigger vi nærmere på benzinmotorerne, så kan du vælge mellem en 3,0 liters V6’er med 340 hk og et maksimalt drejningsmoment på 450 Nm – eller du kan vælge topmodellen, den voldsomme 5,0 liters V8’er med hele 510 hk og et drejningsmoment på 623 Nm ved 2.500 o/min. Vi har testet den lækre 3,0 SDV6 med 292 hk.

Motoren er virkelig lækker, og du mangler på intet tidspunkt kræfter. Sammen med den ekstremt velskiftende 8-trins automatiske gearkasse, sendes de mange muskler igennem firehjulstrækket og direkte ned i underlaget, og sender den store Range Rover forbi de 100 km/t på blot 7,2 sekunder. Bag rattet får man næsten fornemmelsen af, at sprintdiciplinen kan foretages på næsten hvilket underlag det skal være, takket være Land Rovers geniale Terrain Respons System, der automatisk opsætter bilen til det underlag du nu måtte befinde dig på/i. Flere mærker har udviklet tilsvarende systemer, men jeg har aldrig testet noget, der er så perfekt, som Land Rovers.

Bevæger du dig udenfor normal vej, så fortvivl ikke, for Ranger Rover Sport kan, selv om den er lavere end sin søster, kæmpe sig igennem hvad som helst. Den maksimale vadedybde er f.eks. hele 850 mm. Den normale frihøjde er 213 mm, mens du i off-road mode opnår hele 278 mm. Og Range Rover Sport kan altså lidt af hvert, når det drejer sig om terrænkørsel. Den er rent ud sagt imponerende, og det lykkedes os ikke at udsætte den for noget, hvor den måtte give op.

Rent økonomisk viser Land Rover, at det faktisk er muligt, at lave store kraftige motorer, som samtidig har en fornuftig brændstoføkonomi. Fra fabrikken loves der 13,3 km/l – et tal jeg finder det absolut muligt at opnå, i det det lykkedes os at have et gennemsnitlig forbrug på 12,5 km/l – og det var vel og mærke ved testkørsel, hvor bilen tit bliver udsat for lidt mere krævende ting, end den normale bruger vil gøre.

Indvendigt 
Bag rattet er oplevelsen yderst imponerende. Du har et utal af valgmuligheder, når det drejer sig om læder og kabinematerialer – og endnu flere muligheder, når det drejer sig om elektronik. Vores testbil var udstyret med tyve forskellige ting fra listen over ekstraudstyr, som alt i alt løb op i den nette sum af 350.000,-. Udstyr, som man i mange tilfælde vil sige ”jamen, det skal der da være i sådan en bil.” til.

Komforten i de sportslige lædersæder er virkelig god, og det er muligt at tilbagelægge mange km i træk uden at tænke på at skulle strække ryg. Det er nemt at finde en optimal kørestilling, og der går ikke mange km før du, som chauffør, finder dig hjemme. Interiøret adskiller sig lidt fra storesøsterens – den mest markante forskel er gearstangen, der i Sport-modellen er en rigtig ”stang”, og ikke det smarte drejehjul, som vi kender fra Range Rover og Range Rover Evoque (og de nyeste Jaguar modeller, red.).

Entertainmentsystemet er imponerende godt, og de godt 30.000,- der er brugt på bilens Premium Audio System er givet godt ud. Selve multimediesystemet, hvor du betjener alt, lige fra radio til telefon og navigation har fået kritik fra nogle få journalister rundt omkring. Hvorfor forstår jeg ikke, da jeg personligt finder det enormt ligetil og logisk at benytte. Eneste undtagelse er sædevarmen, hvor det ville være betydeligt nemmere at trykke på en knap, i stedet for at benytte sig af en menu på den store touch screen.

Samlet set
Jeg har ikke tænkt mig, at sige noget grimt om Range Rover Sport. For i den periode, hvor jeg testede bilen, lykkedes det mig ikke at bliver irriteret over andet end betjeningen af sædevarmen. Jeg vil derimod sige, at det gamle udsagn om, at man ikke skal købe en Range Rover Sport, fordi man pludselig en dag holder ved siden af storesøsteren i et lyskryds og føler sig ”mindre værd”, det kan man godt pakke sammen. Range Rover Sport er en gennemført lækker, grandios, elegant og absolut velkørende SUV, der vil sætte stort set alle på plads i både terræn og på almindelig vej – og det vil den pga. sin geniale teknik, sin høje standard og ikke mindst sit lækre design.

Priserne begynder ved 1.230.000,- for den mindste dieselmotor og slutter ved knap 2,1 millioner kroner for den voldsomme 5,0 liters V8’er med 510 hk. Forvent dog at punge ud til lidt ekstraudstyr.

TEKST