Jeg husker tydeligt, da Renault Twingo for første gang så dagens lys i 1993. De spøjse forlygter, den flade snude, de anderledes dørhåndtag, og den (i mit tilfælde) mintgrønne lakering, efterlod mig mærket for livet. Og jeg var åbenbart ikke den eneste der havde lagt mærke til den forunderlige minibil, for indtil videre har Renault solgt 2,4 millioner Twingo’er. Bilen var ment, som en billig bybil med stor vægt på optimal pladsudnyttelse og fleksibilitet – prisen i 1993 startede ved 110.000 kr..

Anno 2009 – fornyet udseende
Filosofien i 2009 er stadig den samme for Renault Twingo – bilen skal være; forholdsvis billig og rummelig, men stadig velkørende, og sikkerhedsmæssigt i top. I den nye produktion er det lagt meget stor vægt på at mindske antallet  af fejl og dermed øge kvaliteten på bilerne, hvilken har været noget svingende på mange Renault biler.

Med hensyn til udseendet for Twingo anno 2009, er Renault gået til mere forsigtig til værks i forhold til i ’93. Den nye Twingo har i stedet for den aparte front fået en faktisk ganske nydelig og sporty front, hvor man faktisk ikke længere kan genkende den for værende en Twingo. De halvt integrerede dørhåndtag er bibeholdt – nok mere for traditionens skyld end for det funktionelle. Bagfra skinner Twingo ”looket” dog igennem med en lidt speciel, og ikke særlig smart bagdel.

Praktisk
Den stejle bagrude til bagagerummet dækker over en bagagerumskapacitet på 165 til 285 liter med alle fire sæder på plads, og 959 liter i et to-sædet layout. Selve kabinen er modulopbygget med fire uafhængige skydesæder, så man kan let justere til ekstra benplads ved bagsædet eller ekstra bagagerumsplads. Dermed er det også klart, at Twingo’en altså kun er en 4 personers bil, men med rimelig god plads til alle.

Selve kabinen og interiøret er noget nøgternt indrettet, men dog funktionelt. Instrumenteringen er adskilt med omdrejningstæller monteret ved rattet, mens det digitale speedometer og kontrollamperne er placeret i centerkonsollen. Det digitale speedometer er ganske rart, let læseligt og en med en lille forsinkelse på visningen, så hastigheden ikke ”skifter/blinker” konstant.

Udstyr
Twingo præsenteres i to udstyrsniveauer – ”Expression” og ”Dynamique”, hvor ”Dynamique” koster ca. 20.000 kr. ekstra, og i dette niveau føles bilen ganske veludstyret med blandt andet: fjernbetjent centrallås, elruder foran, tågeforlygter, varme i forsæder, og ratbetjent radio med cd/mp3. Aircondition kan tilkøbes til begge niveauer for 8.000 kr..

Også på sikkerhedssiden er Twingo dækket godt ind med 6 airbags, bremse assistent, og ESP. Dog er ESP ikke standard i basis udgaven.

Motorer
Renault Twingo sælges i Danmark med to motorer – 1,2 liters benzin med 76 hk, og en 64 hk dieselmotor. Priserne starter ved 110.990 kr. og topper ved 131.190 kr.. Den testede version med 76 hk og ”Dynamique” udstyr koster 131.190 kr.

De 76 hk gør et godt job i den lille bil, når det kommer til acceleration og hastighed, og støjniveauet er også ganske behageligt. På motorvejen, med de tilladte 130 km/t, følger motoren også godt med, men den bliver meget tørstig. Derfor endte ugens testforbrug også kun på 13 km/l, da det blev til mange km på motorvej. EU-mixet lover ellers et forbrug på 17,5 km/l.

Den lille dieselmotor vil sandsynligvis klare sig bedre, men det må komme an på en senere test. Her stilles nemlig et forbrug på 23,3 km/l i udsigt.

Generelt er det en positiv oplevelse at sidde bag rattet af Renault Twingo. Motoren er omdrejningsvillig, gearskiftet i orden, og køreegenskaberne er sikre og fornuftige.

Konklusion
Renault synes at have stærke kort på hånden med den lille ny Twingo. Basisprisen på 110.990 kr. virker meget fornuftig, blandt andet, hvis man kigger på Peugeot 107/Citroen C1/Toyota Aygo, hvor basispriserne starter ved 111.000 kr. (Peugeot 107, 5d, 68 hk). Her føles Twingo’en, som en mere voksen og fuldendt bil.

Twingo får dog et større minus i karakterbogen, da ESP ikke er standard i basisudgaven, og dermed i princippet koster 20.200 kr.. Man får selvfølgelig meget andet udstyr med i købet, så konklusionen må ende op i at Twingo’en til 131.190 kr. er det bedste køb.