Rekord antal bestillinger af den nye Saab 9-3 SportCombi

Salget af den nye Saab 9-3 SportCombi slår allerede alle rekorder, inden bilen er fremme hos forhandlerne. De første leverancer sker i disse dage, og Saabs forhandlerne har flere end 8.500 bestillinger. Det er rekord i forbindelse med præsentationen af en nye model fra Saab.

For at klare efterspørgslen er der indført overtidsarbejde på fabrikken i Trollhättan nord for Göteborg, og dette års produktionsmål er hævet med 30 procent, til 20.000 biler.

”Vi er begejstrede over at have en bugnende ordrebog, og vores store udfordring nu er at få leveret biler til vore forhandlere, og derved til kunderne,” siger Saabs chef, Jan-Åke Jonsson. ”Kunderne har indtil nu bestilt bilen på baggrund af, hvad de har set og hørt, og vi glæder os til den positive effekt, når de første biler kommer i forretningerne, så kunderne kan prøvekøre dem.”

SportCombi supplerer SportSedan modellen med sit specielle design, og kunderne kan vælge mellem fem turboladede motorer, med topmodellens 250 hestes 2,6 V6 Aero version i spidsen. Indtil nu er den mest populære 1,9 TiD diesel versionen med 150 heste. Over halvdelen af ordrerne på verdensplan drejer sig om denne model.

Leverancerne sker først i Sverige, så Storbritannien og derpå resten af markederne. I det sene efterår leveres biler til det amerikanske marked.

På det danske marked har efterspørgslen været så stor, at importøren allerede nu har bestilt flere biler fra fabrikken. En af modellerne på det danske marked er den 122 hestes Expression udgave, en model med masser af ekstra udstyr, bl.a. komplet læderkabine, tågelygter, varme i forsæderne, 16 tommer letmetalfælge, aircondition, lakerede skørter, fartpilot, kørecomputer og multi-funktionsrat samt ESP.