En alkoholtester indbygges i bilens nøgle og sikrer mod spritkørsel

Saab har netop vist en prototype på fremtidens sikring mod spritkørsel. Saab’s ”Alcokey ”-koncept tænkes indbygget i bilen nøgle. Først når der er pustet i mundstykket til ”Alcokey” og der er givet ”ok” til bilens elektroniske startspærre, kan bilens startes.

Viser udåndingsprøven for meget alkohol, kan motoren naturligvis ikke startes.

En af de store fordele ved Saab’s opfindelse er, at der ikke er behov for en kostbar installation i bilen. Man bruger nøglesystemets elektroniske dele til kommunikation mellemnøgle/alkoholtester og den elektroniske startspærre.

Saab forestiller sig derfor, at ”Alcokey” indenfor ”en overskuelig fremtid” kan sælges som ekstraudstyr til f.eks. store firmaer med mange firmabiler eller offentlige institutioner med mange biler i flåden. Indenfor disse kredse er der især stor interesse for at gøre noget aktivt for at mindske antallet af spritkørsler.

Sidste år skyldtes ifølge Vägverket 29 procent af alle dødsfald blandt bilister på svenske veje alkohol.

Saab’s opfindelse registrerer straks om man har drukket alkohol – og man hjælpes til at undgå konflikt med loven.

De første tests foretages med en Saab 9-5 – og man forventer, at teknikken er både pålidelig og præcis. Målet er at udvikle et udstyr, som både er prisbilligt og nemt og effektivt at have med at gøre. Med en enkel justering kan teknikken i måledelen tilpasses den nationale lovgivning dér, hvor bilen kører.

I praksis drejer det om anvendelse af den tyverisikring, som allerede findes i de fleste nye biler, som sælges i dag. Samtidig med at bilens fører låser døren op med bilens fjernkontrol, slås alkoholsensoren til. Føreren skal derpå puste i mundstykket på nøglen. Prøven analyseres lynsnart, og en rød eller grøn diode viser resultatet.

Er der grønt lys, udveksler nøgle og startspærre de signaler, som er nødvendige for at starte bilen – sådan som det nu sker dagligt. Med rødt lys kan motoren naturligvis ikke starte.

I prototypeudgaven består ”Alcokey” af et separat nøglevedhæng, som man har sammen med sin sædvanlige nøgle til Saab 9-5. Med sigte på produktion skal enheden skrumpes, så der bliver tale om én enkelt del.

Det svenske Vägverket støtter Saab’s forskning på dette område. Chefen, Ingemar Skogö, er godt tilfreds med, at Saab går foran på dette område. ”Vi har alle et ansvar i relation til spritkørsel – og dette er et værdifuldt initiativ, som andre fabrikker burde følge”, siger han.