Efter flere års pause uden store nyheder og med et efterhånden gammelt modelprogram er der begyndt at ske ting og sager hos Seat. Introduktionen af den nye Altea virker som et stort spring frem af for Seat, og der er mere godt i vente. Den nye model – Altea – kan bedst betegnes som en mini mpv, og afløser derfor ikke direkte en af de eksisterende modeller i Seat’s sortiment. I foråret kommer den nye Toledo, som i princippet er en Altea blot som ordinær sedan. Vi starter med at kikke den billigste Altea nærmere efter i sømmene.

Priser fra 236.000-340.000
Priserne starter ved 235.998,- for denne 1.6er med 102 heste og ”Reference” udstyr. Næste alternativ er en 1.9 PDI ”Reference” med 105 dieselheste til 273.995. Altea fås også med den lækre 2 liters FSI motor med 150 heste til 316.999,-. Priserne topper ved 340.000,- for den 140 hestes dieselmotor.

Revolution
Designmæssigt er sket en mindre revolution, ikke mindst forhold til de tidligere Seat modeller, men også i forhold til de fleste konkurrenter på markedet. Selvom bilen er bygget til at være en decideret familiebil er det ydre langt fra familieagtigt. Linierne er afrundet, mens fronten er aggressiv og sporty.

Interiør
Også indendørs er der sket en revolution. Kabinen er spændende og godt skruet sammen med fornuftige materialevalg. Det sportslige ydre har man også taget med i kabinen, hvor 3 runde ure præger instrumenteringen med en centralt monteret omdrejningstæller. Hvorfor man vælger at have omdrejningstælleren i center i stedet for speedometeret må kun være for designets skyld. Det er jo trods alt kun i en Formel 1 racer eller i en Porsche, hvor antallet af omdrejninger er vigtigere end hastigheden.

Midterkonsollen er overskuelig uden et hav af knapper. Knapperne til ventilationen har fået højeste prioritet og sidder dermed øverst over radioen. Radioen er fuldt integreret i konsollen, og er med sit store display let og intuitiv at bruge.

I basismodellen er udstyret pænt og tæller bl.a. elruder foran, elspejle med varme, radio med cd og 6 højttalere, varme i forsæderne, multijusterbart rart og forsæde samt fjernbetjent centrallås. Aircondition fås til den nette sum af 19.483,-, mens det 2-zonede klimaanlæg koster 27.690,-.

Pladsmæssigt er der ikke noget at sætte fingre på. Altea er bygget på Golf platformen, og med den forhøjede taglinie er pladsen i kabinen rigtig god - på bagsædet er der plads til selv de lange ben.

Utraditionel indretning af bagagerum
Det er ikke så tit, at man ser nytænkning, når det kommer til en bils bagagerum, men her er Altea også med på noderne. Bunden af bagagerummet kan åbnes, så man får adgang til mindre rum med justerbar rumadskiller. Her har man så mulighed for at gemme sine småting uden at de flyver rundt i bagagerummet under kørsel. Under den sædvanlige hattehylde er der også et ekstra rum/hylde til fx paraplyer og andre pakkenelliker. Som standard rummer bagagerummet 402 liter, og det med alle rum i brug, hvilket nok ikke altid er lige let at udnytte. Den ekstra hattehylde, og den ekstra bund kan dog let tages ud, så kan man kan udnytte de 402 liter på en gang.

Bagsæderne kan selvfølgelig også foldes ned, så man kan få endnu mere bagageplads, og det er nemt gjort. Sæderne klappes let ned uden at skulle afmontere nakkestøtter eller løfte sædehynden først.

Billigste motor
På vores afgiftsplagede bilmarked ser man ofte, at man fra producentens side mere eller mindre er tvunget til at satse på at sælge modellen med den mindste, ældste og billigste motor for at holde prisen nede. Og det betyder som regel, at man ikke for ”optimal nydelse” ud af sin nye bil. Det samme gør sig gældende for denne Altea, der er udstyret med den gamle og meget velkendte rækkemotor med 4 cylindre og kun 8 ventiler. Motoren gør også stadig tjeneste i VW Golf, Audi A3 og Skoda Octavia.

De 102 heste ydes ved 5.600 o/m og momentet på 148 Nm. ydes ved 3.500 o/m. I forhold til motorens alder og tekniske lavniveau gør den et acceptabelt stykke arbejde mht. gangkultur og støjniveau ved høje omdrejninger. Den er langt fra så omdrejningsvillig som den moderne 2 liters FSI motor, der så også til gengæld er væsentlig dyrere.

Forbrug
Forbruget i løbet af testugen landede på 11 km/l med kørsel i by, på lande- og motorvej. EU-mixet lover 13,1 km/l, så man kan kunne da godt ønske sig et noget lavere forbrug i forhold motorens ydelse. For at kompensere for den relativt svage motor til bilens 1.325 kg er gearingen lav, hvilket betyder mange omdrejninger ved motorvejskørsel og et forholdsmæssigt højt benzinforbrug, når der køres hurtigt.


5 stjerner fra EuroNcap
Sikkerhedsmæssigt overholder Altea dagens standard som foreskriver ABS bremser med EDB, EBA ( elektronisk bremseassistent), ESP og 6 airbags. Altea er blevet crashtestet af EuroNcap og fik de maksimale 5 stjerner, som den første Seat nogensinde. Altea bliver rost for sin stabile kabine der beskytter alle passagerer maksimalt. Derudover fik Altea 4 ud af 5 stjerner i forgængertesten da bilens front er relativ venlig overfor fodgænger der kommer for tæt på.

Køreegenskaberne er sikre og med ESP klarer Altea skrappe undvige manøvre med glans. 16” hjul med 205/55 dæk er standard og er med til at sikre en god retningsstabilitet.

Et frisk pust
Den nye Altea er et frisk pust til både Seat’s modelprogram, men også når bilen ses i gadebilledet. Og det er ikke kun designet der taler for Altea – indretning og design af kabinen er fortrinlig og kvaliteten i orden. Et af de få minuser er den halvsløve motor, der ikke formår at bringe det bedste frem i Altea’en på trods at et glimrende gearskifte. Prisen synes rimelig så længe man holder sig til basismodellen til 236.000,-. Hvis man kikker på alternativer inden for samme koncern fås en VW Golf 1.6 til 256.000 eller en Skoda Octavia 1.6 til 245.000– 2 konservative alternativer som ikke byder på samme nytænkning og flotte design som Altea gør.